|
 |
Hvorfor er anvendt adfærdsanalyse (ABA) en kontroversiel
behandlingsform?
Af Linda Andersen (Institut for Uddannelsesforskning,
Roskilde Universitetscenter) og Joi Bay (Retsvidenskabeligt
Institut, Københavns Universitet). September 2002
| Fås også som |
| 
PDF |
Indledning
»ABA er i modstrid med respekten for
det handicappede barn«
»ABA er sort pædagogik«
»ABA giver overdrevne og urealistiske
forventninger til behandlingens resultat«
»Forældre skal ikke være pædagoger for
deres egne børn, men forældre«
»ABA-systemet har urealistiske forestillinger
om integration af børn med autisme«
»ABA behandling er en sekterisk behandlingsform«
»ABA-behandling er baseret på en forsimplet
psykologisk teori«
Indledning
Hvis man overvejer at begynde en intensiv træning af sit
eget barn baseret på anvendt adfærdsanalyse (ABA for applied
behavior analysis) eller hvis man skal overbevise fagfolk,
administratorer eller politikere om metodens nødvendighed
i forhold til ens eget barn, er det vigtigt at kende til den
kritik, modvilje og i visse tilfælde modstand, som man kan
blive mødt med i danske sammenhænge. Derfor er der i det følgende
en kort gennemgang af de vigtigste argumenter imod anvendt
adfærdsanalyse. I andre lande - for eksempel USA - var ABA
i starten også en kontroversiel behandlingsform placeret i
opposition til de dominerende behandlingsformer, mens det
i dag i mange stater er en af hovedmetoderne, som anbefales
til behandling af børn med autisme. (Se Internationale
anbefalinger om tidlig intervention i forhold til småbørn
med autisme).
Men i Danmark opfatter mange fagfolk stadig anvendt adfærdsanalyse
som en kontroversiel behandlingsform, og nogle er deciderede
modstandere af denne måde at behandle børn med autisme på.
Der er dog blandt alle faggrupper også nogle, der er mere
positive over for metoden, hvor flere fagfolk i dag placerer
ABA som én blandt flere hoved-behandlingsmetoder til børn
med autisme. Modviljen imod ABA skyldes en række forhold,
som til en vis grad er forskellige fra faggruppe til faggruppe.
De skeptiske psykologer vil ofte i deres kritik af metoden
lægge vægt på det forsimplede teoretiske grundlag for anvendt
adfærdsanalyse; kritiske pædagoger vil desuden fremhæve, at
metodens menneskesyn er i modstrid med deres eget menneskesyn,
mens (nogle) autisme-specialister især vil lægge vægt på kritisable
påstande om helbredelse ved hjælp af anvendt adfærdsanalyse.
Endelig er der en række fagfolk og især administratorer, som
stiller spørgsmålstegn ved, om der er et rimeligt forhold
mellem de store tids- og pengemæssige investeringer, som en
sådan behandlingsform kræver, og de resultater, som opnås.
Derimod vil nogle læger, der kender til metoden, betone, at
al intensiv træning resulterer i en større udvikling og samtidig
er anvendt adfærdsanalyses videnskabelige grundlag tæt
på lægernes egen forskningstradition.
Vi, der har skrevet det følgende, er på det overordnede plan
på nogle punkter enige i den kritik, som rettes imod anvendt
adfærdsanalyse. Men vi ved samtidig - både fra forskning,
fra erfaringer med behandling af vores eget barn og fra andre
forældre - at metoden har en række ubestridelige fordele,
og at den virker i praksis. Mange kritikere har derimod ofte
ikke et sådant førstehånds kendskab til metoden - hverken
dens grundlag, dens praktiske udførelse eller dens resultater.
»ABA er i modstrid med respekten for det handicappede barn«
I dansk handicappolitik og blandt fagfolk opfattes et handicap
generelt ikke som en lidelse, der kan eller skal søges
helbredt, men derimod som en tilstand, der skal accepteres
og respekteres. Selv om autisme diagnostisk er en psykiatrisk
lidelse, så betyder pædagogers og psykologers dominans i behandlingen
af autisme, at autisme i mindre omfang omfattes af lægevidenskabelige
behandlingsideologier men snarere opfattes som et medfødt
og temmelig uforanderligt handicap. Målet for det pædagogiske
arbejde med autistiske børn er derfor ikke primært behandling,
men derimod kompensation for handicappet på nøjagtig
samme måde som folk med fysiske handicap skal kompenseres
for deres funktionsnedsættelser. Kompensationen retter sig
- når det gælder børn med autisme - især mod de fysiske og
sociale omgivelser, som forsøges struktureret og indrettet
på en sådan måde, at de autistiske børn kan fungere bedst
muligt. Man kan sige, at man bestræber sig på at tilpasse
omgivelserne til barnet og ikke omvendt. (Se Sammenligninger
af TEACCH og anvendt adfærdsanalyse (ABA)).
Anvendt adfærdsanalyse, derimod, har som mål at tilpasse
barnet mest muligt til den normale, ikke-handicappede virkelighed.
Anvendt adfærdsanalyse bygger på en forudsætning om, at mange
børn med autisme kan og skal bringes til at fungere på en
sådan måde, at det tillader integration i normale omgivelser
- f.eks. daginstitutioner og skoler. Og disse idealer om at
tilpasse barnet til omgivelserne og ikke omvendt, er i principiel
modstrid med en af grundideerne i dansk handicappolitik og
-pædagogik. Derfor vil mange fagfolk mene, at anvendt adfærdsanalyse
ikke har den nødvendige respekt for det handicappede barn
og for det enkelte barns særegenhed. Og de vil ofte opfatte
forældres ønske om, at deres barn skal behandles med anvendt
adfærdsanalyse som et tegn på, at forældrene ikke har accepteret
barnets handicap men har et ubearbejdet og urealistisk forhold
til barnets reelle fremtidsmuligheder.
Vi mener, at netop viden om, at autisme faktisk er
en lidelse, som vha. målrettet og intensiv behandling
kan mildnes, er adfærdsanalysens store styrke.
Til forskel fra det officielle behandlingssystems passivitet
og laden stå til, er anvendt adfærdsanalyse udtryk for en
tro på det enkelte barns muligheder, og en konkret praksis,
som systematisk og med stor energi og optimisme, giver barnet
muligheder for udvikling. (Se Pædagogiske
og læringsmæssige principper for anvendt adfærdsanalyse (ABA)
til børn med udviklingsforsinkelser og -forstyrrelser).
»ABA er sort pædagogik«
Principperne for anvendt adfærdsanalyse - at man systematisk
og intensivt indlærer bestemte færdigheder og at træningsprogrammet
og den voksne træner er den styrende i forløbet - er i modstrid
med mange grundsætninger i moderne dansk førskolepædagogik.
De traditioner for førskolepædagogik, der er dominerende i
daginstitutioner - hvad enten det er normale daginstitutioner
eller specialinstitutioner - er opstået som et opgør med
tidligere tiders voksendominans og manglende respekt for børns
egne behov og ønsker. Dette opgør har selvfølgelig været mest
tydeligt på normalområdet, men har haft sin særlige variant
inden for specialpædagogikken over for børn med handicap.
Resultatet kaldes relations- eller interaktionspædagogik,
som lægger vægten på kommunikation mellem barn og voksen,
der skal ske i en respekt for barnets særlige (dvs. handicappede)
udtryksformer og behov, og som arbejder mod at styrke barnets
aktive kommunikation på dets egne præmisser.
Denne form for ikke-intervenerende specialpædagogik, som
fra arbejdet med fysisk handicappede børn har bredt sig til
specialpædagogik i forhold til børn med autisme, er i opposition
til anvendt adfærdsanalyse. I anvendt adfærdsanalyse er det
netop den voksnes intervention i relationen til det autistiske
barn, som står i centrum for træningen. Mange danske specialpædagoger
vil derfor opfatte anvendt adfærdsanalyse som en gammeldags,
»sort pædagogik«, som ellers er forladt i alle dele af socialiserings-
og uddannelsessystemet; herunder førskoleinstitutionerne.
Denne oplevelse af, at anvendt adfærdsanalyse er et tilbageskridt,
bliver selvfølgelig kraftigt forstærket i det omfang danske
pædagoger - og øvrige fagfolk - er vidende om, at anvendt
adfærdsanalyse i USA oprindelig indbefattede brugen af negative
forstærkere - »aversiver« - dvs. straf for uønsket adfærd
(herunder fysisk afstraffelse), og at adfærdsanalyse har været
anvendt til stærkt kritisable tilpasninger og disciplineringer
af børn, unge og voksne. F.eks. har adfærdsanalyse været brugt
i forsøg på at »kurere« homoseksualitet og ungdomskriminalitet
(men det er der også mange andre terapiretninger, som har
været involveret i).
De negative forstærkere - aversiver - anvendes ikke længere.
I stedet bruger man i moderne anvendt adfærdsanalyse kun positive
forstærkere, men rygtet om disse aversiver eksisterer stadig
og medvirker til modviljen imod anvendt adfærdsanalyse. Og
selv om aversiver ikke længere anvendes i behandlingen af
børn med autisme, vil mange pædagoger alligevel opfatte metoden
som udtryk for en præstationsorienteret form for pædagogik,
hvor man presser barnet frem til hele tiden at lære nye færdigheder.
De vil i stedet håndhæve nogle idealer om barnets selvbestemmelse,
om »fri leg« som understøtter barnets samspil med andre mennesker,
om interaktion omkring turskifte og aktiv kommunikation, om
udfoldelsesmuligheder og om respekt for det enkelte barn og
dets særlige behov. En respekt, som ikke alene ødelægges af
adfærdsanalysens præstationsorientering, men i
det hele taget af anvendt adfærdsanalyses karakter af
et behandlingsprogram. Mange pædagoger opfatter nemlig
behandlingsprogrammer som fastlåste og forudbestemte strukturer,
som påtvinges barnet uden hensyntagen til det enkelte barn
og uden hensyn til børns behov for leg.
Vi mener, at enhver tale om barnets selvbestemmelse
og ret til leg er meningsløs i forhold til småbørn med autisme,
som netop er karakteriseret ved, at deres adfærd er ritualiseret
(og altså ikke udtryk for selvbestemmelse), og at de ikke
kan lege selvstændigt og meningsfuldt. Derfor opfatter vi
anvendt adfærdsanalyse som udtryk for respekt for barnet med
autisme; respekt for barnets potentialer og respekt for, at
alle børn har ret til mulighederne for optimal udvikling.
Vi opfatter heller ikke træning efter ABA-principper som et
nødvendigt onde eller som en styring eller struktur, som mod
deres vilje påtvinges de børn, der bliver behandlet på denne
måde. Erfaringen viser tværtimod, at børn med autisme godt
kan lide at blive trænet, fordi det giver dem nogle kontaktmuligheder
og udfoldelsesmuligheder, som de normalt er udelukket fra.
Forældres erfaringer og forskningsresultater peger på, at
en systematisk træning er det bedste grundlag for, at børn
med autisme langsomt kan begynde at udfolde deres egenart
og personlighed. Det er netop en af ABA's store styrker, at
det er en individuelt tilpasset træning, som gradvist sigter
mod at styrke barnets evne til at kunne træde frem og aktivt
indgå i et socialt samspil med andre børn og voksne. (Se Forskningsmæssig
dokumentation af anvendt adfærdsanalyse (ABA) som behandlingsform
for børn med autisme).
»ABA giver overdrevne og urealistiske forventninger til
behandlingens resultat«
I de tidlige forskningsresultater om ABA-behandling af børn
med autisme og i populære bøger om ABA-behandling har der
været rapporter om børn, som i løbet af en årrække har udviklet
sig så meget, at de ved efterfølgende tests ikke længere har
opfyldt diagnosekriterierne for autistiske forstyrrelser.
Disse børn har således efter intensiv behandling været i stand
til at gå i en almindelig skole og fungere sammen med andre
børn uden særlige støtteforanstaltninger. I den engelsksprogede
litteratur omtales denne proces som »recovery« (altså helbredelse)
eller »best outcome« (optimale resultater).
Netop påstanden om »recovery« er et omstridt diskussionspunkt
både blandt forskere, professionelle og forældre, fordi de
fleste eksperter opfatter autisme som et livslangt og uhelbredeligt
handicap. Mange har kritiseret påstanden om »recovery« for
at være undtagelsestilfælde, fordi der enten kan have været
tale om særligt velfungerende børn med autisme, som har kunnet
profitere optimalt af behandlingen, eller der har været tale
om børn, som oprindelig har været fejldiagnosticeret; dvs.
børn, som slet ikke har haft autisme. Alligevel er det ofte
muligheden for »recovery«, der får forældre til at foretrække
netop denne metode frem for andre, og som giver ABA-behandlingscentre
og privatpraktiserende ABA-terapeuter et effektivt salgsargument.
Men denne type af forventninger til en tidlig indsats over
for småbørn med autisme opfattes af de fleste fagfolk som
et bevis på, at anvendt adfærdsanalyse ikke er en seriøs behandlingsform,
men tværtimod placerer den i samme kategori som alternative
mirakelkure, der også påstår at de har løst autismens gåde.
Vi mener, at man må skelne mellem dokumenterede forskningsresultater
og udokumenterede behandlingsresultater fra private eller
offentlige centre for autismebehandling eller fra privatpraktiserende
ABA-terapeuter. Den internationale forskning har dokumenteret
ganske få eksempler på børn, der efter intensiv ABA-behandling
ikke længere opfylder betingelserne for en autismediagnose,
men det er uetisk, når private centre og terapeuter anvender
disse forskningsresultater til at stille tilsvarende behandlingsresultater
i udsigt for deres klienter. Og det er utroværdigt, når forældre
forsøger at anvende disse resultater, som er opnået under
helt exceptionelle forhold, som argument for offentlig finansiering
af behandlingen. Der er ingen sikkerhed for, at resultater,
som er opnået under optimale vilkår på universitetsklinikker
med højtkvalificeret personale og i forhold til enkelte børn,
kan gentages under helt andre omstændigheder, f.eks. i hjemme-
eller institutionsbaserede behandlinger.
Men vi mener også, at denne diskussion om helbredelse eller
ej er temmelig ufrugtbar og overflødig; det afgørende er ikke,
om en vis procentdel af børn med autisme kan blive symptomfrie
eller ej, men derimod om behandlingsformen generelt kan resultere
i et forhøjet funktionsniveau og livskvalitet hos børn med
autisme og således hjælpe dem til at blive mere selvhjulpne,
end hvis de ikke havde modtaget en sådan behandling.
»Forældre skal ikke være pædagoger for deres egne børn,
men forældre«
I anvendt adfærdsanalyse opfattes forældre som samarbejdspartnere
og ligestillede med andre behandlere - pædagoger, lærere,
fysioterapeuter, talepædagoger m.fl.. Kun ved at inddrage
forældre på linie med andre behandlere kan barnets optimale
udvikling sikres. Selv om hovedparten af behandlingen er henlagt
til barnets institution eller skole, har forældrene har en
central rolle, fordi forældrene kan sikre at de færdigheder,
der er lært, bliver anvendt og brugt i barnets dagligdag.
'Generalisering' kaldes det.
I store dele af den danske handicapverden (specialinstitutionerne,
specialskoler og interesseorganisationer) dominerer imidlertid
en forestilling om, at forældre til børn med handicap skal
skånes for at behandle deres børn. Forældre skal primært være
forældre og tage sig af barnet, mens systemet og de
professionelle skal tage sig af handicappet. Derfor
opfattes anvendt adfærdsanalyse som et brud med princippet
om arbejdsdelingen mellem forældre og professionelle. Desuden
er forældredeltagelse i behandlingen kontroversiel, fordi
den høje grad af forældreinvolvering opfattes som en alvorlig
belastning af familielivet, der kan gå ud over eventuelle
søskende.
Vi finder ikke, det er frugtbart på den måde at adskille
barnet fra dets handicap; barnets handicap er netop en væsentlig
del af dets personlighed på linie med andre personlighedsdimensioner.
Vi er også kritiske overfor, at fagfolk og interesseorganisationer
entydigt definerer, hvordan forældre til børn med handicaps
skal være og forholde sig. Det må være en afgørende pointe,
at de enkelte forældre til et barn med handicap har en reel
mulighed for at vælge den behandlingsform, som tiltaler dem
mest. Forskning, som har undersøgt, hvordan forældre oplever
at leve med et intensivt træningsprogram og hvordan det påvirker
familielivet har vist, at disse familier ikke er mere stressede
eller belastede end andre handicap-familier. Det ser ud til,
at forældrenes tro på behandlingens resultater virker beskyttende
mod den forøgede fare for stress. (Se Forskningsmæssig
dokumentation af anvendt adfærdsanalyse (ABA) som behandlingsform
for børn med autisme)
Det er også vores egne erfaringer, som også bekræftes fra
andre danske forældre, som er medtrænere af deres børn. At
indgå i et intensivt træningsprogram opleves som en særdeles
meningsfuld aktivitet, som trækker alle parter ind i et univers
og en hverdag, hvor barnet med autisme pludselig ser ud til
med glæde og interesse at ville indgå i en lang række aktiviteter
og opgaver - modsat den hverdag som for manges vedkommende
har ligget før træningen blev begyndt.
Men alt for ofte bliver forældre tvunget ud i behandlingsforløb,
som ikke er optimale; behandlingsforløb, hvor forældrene ikke
bliver samarbejdspartnere til pædagoger og andre fagfolk,
men i stedet bliver eneansvarlige for et helt ABA-behandlingsprogram.
At gennemføre en fuld hjemmetræning af sit barn er en overvældende
opgave, som kræver mange menneskelige og økonomiske ressourcer.
(Se Valg
af behandlingsform og behandlingstilbud til småbørn med autisme).
Mange forældre i selvorganiserede træningsforløb har også
fra tid til anden store overvejelser over, hvorvidt der er
et rimeligt forhold mellem alle disse ressourcer og de fremskridt
og resultater, der indhøstes. Men det er også hævet over enhver
tvivl om, at barnets fremskridt, som for de fleste vedkommende
viser sig ganske hurtigt efter træningen er begyndt, udgør
en stadig kilde til energi, optimisme og glæde på barnets
vegne over dets fremskridt og udvikling. Denne positive dynamik
spiller også ind på det samlede familieliv, som er stærkt
fokuseret på, hvordan barnet med autisme har det og udvikler
sig.
»ABA-systemet har urealistiske forestillinger om integration
af børn med autisme«
I anvendt adfærdsanalyse opfattes samværet med normalt udviklede
børn som en afgørende udviklingsmotor for børn med autisme,
hvorimod samværet med andre autistiske børn ser ud til at
forstærke ritualer, stereotypier og anden autistisk adfærd.
Derfor skal børn med autisme og som får ABA-behandling helst
integreres i normale børnehaver og skoler med den nødvendige
støtte. Samværet med normale børn giver børn med autistiske
forstyrrelser muligheder for gennem imitation, sprog og legeaktiviteter
at lære af disse børn. En enkeltintegration forudsætter oftest
en fuldtids støttepædagog, som både kan træne barnet i koncentrerede
læringssituationer afbrudt af samvær og legesituationer, hvor
barnet er integreret i det normale børnemiljø.
Enkelt-integrationen er også et ideal i dansk handicappolitik,
men samtidig har den dominerende organisering af special‑
og normalpædagogik ført til, at størstedelen af børn med alvorlige
og gennemgribende handicap er isoleret i små enklaver - f.eks.
specialdaginstitutioner for børn med autisme, autismegrupper
eller i autismeklasser i specialskoler. Det skyldes dels,
at den radikale form for integration af handicappede, som
ABA udspringer fra i USA, aldrig er slået igennem i Danmark.
Men også at Danmark er et lille land med korte afstande, hvilket
betyder, at der næsten altid er et specialtilbud inden for
køreafstand. Til forskel fra lande med en mere spredt befolkning,
har man i Danmark ikke været tvunget til at finde frem til
løsninger på integration af handicappede børn i normale institutioner
og skoler.
Blandt mange danske fagfolk og administratorer er der en
stærk og indgroet skepsis over for, at enkeltintegration af
børn med autisme kan lade sig gøre og kan være til fordel
for barnet med autisme. Det skyldes overordnet at idealerne
om, at omgivelserne skal tilpasses til handicappet og ikke
omvendt, er så stærk i Danmark. Mens det er - relativt - let
at tilpasse en bygning til folk med et bevægelseshandicap,
er det samme ikke tilfældet med en udviklingsforstyrrelse
som autisme. Strategien om at tilpasse omgivelserne til handicappet
kan i forbindelse med autisme kun lade sig gøre i isolerede
omgivelser - f.eks. en specialinstitution eller -skole - og
faktisk kun optimalt hvis man samler en hel gruppe af børn
med autisme. Forklaringen er, at netop autisme - hvis man
vil tilpasse omgivelserne til handicappet - forudsætter en
gennemgribende strukturering af omgivelserne, som ikke kan
lade sig gøre i institutioner for ikke-handicappede.
Vi mener, at langt de fleste børn med autisme kan
og skal lære at begå sig i normalsamfundet, og at et barn
med autisme skal trænes i at kunne fungere i normale omgivelser.
Det er ingen let opgave; den forudsætter en højintensiv, langvarig
og kvalitetsbetonet behandling, og den forudsætter at barnet
med autisme har den fornødne støtte. ABA-behandlingens konsekvente
betoning af, hvordan børn med autisme kan profitere af at
blive gradvist integreret i det normale børnemiljø - med
behørig støttepædagogisk bistand - er en praksis, som ligger
i forlængelse af den radikale handicappolitiske strategi,
som med udgangspunkt i et egalitært menneskesyn og respekt
for det enkelte individ uanset dets funktionsniveau og selvforsørgelsesevne,
taler for en integration i normalsamfundet. Derfor er ABA-behandling
i god overensstemmelse med de idealer om integration af handicappede,
som findes i dansk handicappolitik, men som alt for sjældent
realiseres.
»ABA behandling er en sekterisk behandlingsform«
Behandlingen af børn med autisme i Danmark er oftest eklektisk
- dvs. sammensat af elementer fra flere forskellige metoder
og traditioner. Det kan f.eks. være en sammenstykning af
ideer og elementer fra TEACCH, sanseintegration, visualiseret
kommunikation som PECS, Marte Meo, mv.. Blandt mange fagfolk
taler man om, at det er vigtigt at have en stor og velassorteret
»værktøjskasse«, som giver mulighed for at have redskaber
i forhold til de store individuelle forskelle, som der findes
blandt børn med autisme. Mange pædagoger - som øvrige fagfolk
- vil som regel foretrække en sådan eklektisk tilgang, fordi
det giver den enkelte institution eller pædagog mulighed for
at planlægge særligt tilrettelagte forløb, og fordi det giver
mulighed for at skabe en dynamisk behandling.
Fra et sådant udgangspunkt vil anvendt adfærdsanalyse, som
er en sammenhængende og helhedsorienteret metode, blive opfattet
som en sekterisk behandlingsform, der udelukker andre behandlingsmåder
og -ideer. Det betyder dels, at den enkelte pædagogs frie
metodevalg bliver begrænset, men også at mulighederne for
at improvisere og dermed indrette behandlingen efter det enkelte
barn begrænses.
Vi mener, at behandling for autisme hos børn altid
bør basere sig på en sammenhængende metode - et system. For
det første fordi det er kun ved at anvende et gennemprøvet
og veldokumenteret system, at man får mulighed for at profitere
af de udviklingsarbejder og de evalueringer, der dokumenterer
en behandlings effekt. Hvis man frit kan udelukke visse elementer
og inddrage elementer fra andre metoder, har man ingen mulighed
for at vide, om behandlingen lever op til de opstillede målsætninger.
Man er heller ikke længere sikker på, at metoden indeholder
de nødvendige elementer, som kan tilstræbe at udvikle barnets
forskellige kompetencer, hvis man har taget noget ud og draget
andet ind. Selv om man som pædagog eller pædagogisk konsulent
eller institutionsleder har mange års erfaringer med behandling
af børn med autisme, kan en sådan erfaring ikke erstatte den
systematiske metode og den forskningsmæssige dokumentation,
som en sådan metode tilbyder.
For det andet giver et behandlingssystem og en sammenhængende
metode et fagligt ståsted; en faglig identitet hos de professionelle
behandlere. En sådan identitet giver mulighed for at blive
del af et fagligt fællesskab, som findes omkring behandlingsmetoden
og hvor fagfolk i fællesskab kan medvirke til at videreudvikle
og forbedre metoden og dens resultater.
»ABA-behandling er baseret på en forsimplet psykologisk
teori«
Historisk er anvendt adfærdsanalyse udsprunget fra en psykologisk
retning, som kaldes behaviorisme, adfærdspsykologi. Det er
en psykologisk teori, som er opstået for ca. hundrede år siden,
og som havde sin storhedstid i mellemkrigstiden, men som har
fået mindre og mindre betydning.
Behaviorismen ville gøre psykologien til en naturvidenskab
på linie med fysik, matematik og biologi. Lige som naturvidenskaberne
studerer naturens lovmæssigheder, skulle psykologien koncentrere
sig om de psykologiske lovmæssigheder, sådan som de viser
sig i sammenhængen mellem påvirkninger (stimuli) og reaktioner.
Når man kendte tilstrækkeligt mange af disse lovmæssigheder,
ville man kunne forklare enhver menneskelig reaktion som resultat
af bestemte påvirkninger, og man mente at kunne forudsige,
hvilke reaktioner, der ville følge af særlige stimulus-situationer.
Samtidig forkastede denne psykologiske teori ellers gængse
psykologiske mekanismer som følelser, bevidsthed, hukommelse,
opfattelse, vilje og deres historiske årsagsforklaringer.
De psykologiske mekanismer, som ikke kan iagttages men som
må fortolkes, blev afvist som uvidenskabelige og kun den synlige
adfærd, der kunne underkastes en videnskabelig prøvelse,
blev accepteret.
Denne forståelse af menneskets handlinger som et resultat
af »respons« på »stimulus« var inspireret af eksperimenter
med dyr: på dette helt basale niveau reagerer dyr og mennesker
ens, og et af behaviorismens mål var netop at finde frem til
fælleselementerne i dyrs og menneskers reaktioner. Når modstandere
af anvendt adfærdsanalyse foragteligt kalder denne form for
behandling for »hundetræning« er det en generel reference
til, at behaviorismen reducerer mennesket til en særlig slags
dyr, og mere specifikt en henvisning til en fysiolog - Pavlov
- som udførte nogle berømte forsøg med oplæring af hunde.
Som en almindelig psykologisk teori har behaviorisme helt
mistet sin betydning, men har i praksis overlevet i små isolerede
enklaver. En af disse er militærpsykologien, som danner grundlag
for uddannelsen af soldater; en uddannelse, som i meget vid
udstrækning er baseret på belønning og straf, på intensiv
træning og på automatisering af de indlærte funktioner. Et
andet område, hvor adfærdspsykologien stadig har stor - og
måske voksende - betydning er undervisningsteknologien, som
bl.a. kendes fra«edutainment« (dvs. legetøj og spil, der samtidig
udvikler barnet motorisk og kognitivt) og især fra pædagogiske
computerspil, der netop er opbygget med en lang række selvinstruerende
og selvkontrollerende opgaver, som skal løses, og som udløser
en form for belønning (dvs. forstærkning) til barnet, når
opgaven løses rigtigt.
I form af adfærdsterapi eller adfærdsmodificering har behavioristisk-baseret
terapi en temmelig ukendt og formodentlig ubehagelig forhistorie
i den tidligere åndssvageforsorg. Fordi adfærdsterapi ikke
forudsætter sprog eller forståelse, men er baseret på simple
påvirkninger og reaktioner, fik adfærdsterapien en overgang
betydning for behandlingen af udviklingshæmmede. Til forskel
fra de moderne former for behandling baseret på behaviorisme
- anvendt adfærdsanalyse - lagde adfærdsterapien hovedvægten
på de negative forstærkere - straf, og man har bl.a. anvendt
elektro-stimulering i form af små elektriske stød som negative
forstærkere. Denne form for adfærdsterapi kaldes for aversionsterapi,
fordi resultatet er aversion - modvilje - imod påvirkninger,
der udløser uønskede reaktioner. Aversionsterapi er også blevet
anvendt til »helbredelse« af homoseksuelle og alkoholikere.
Vi mener, at behaviorisme som almen psykologisk teori
er helt utilstrækkelig, mekanisk og dybt reaktionær, fordi
den fratager mennesket sin frie vilje, sine følelser, sit
ubevidste og sin historie. Men selv om man gør brug af behandlingsmetoder
eller af teknikker, som oprindelig er opstået fra en behavioristisk
teori, behøver man ikke at tilslutte sig hele det behavioristiske
tankegods eller behøver at opfatte mennesket som et dyr, der
kun er styret af simple påvirkninger og af banale forstærkere.
Forældre, der køber et pædagogisk computerspil til deres børn,
kan ikke tages til indtægt for behaviorismen som teori, eller
for den måde behaviorismen er blevet misbrugt på. Forældre
køber et sådant computerspil, fordi det tjener et bestemt
og begrænset formål, og fordi det faktisk fungerer efter hensigten:
det engagerer, det underholder og det udvikler nogle isolerede
færdigheder.
For os, der anvender anvendt adfærdsanalyse i forhold til
børn med udviklingsforstyrrelser og -hæmninger, er formålet
det samme. Det er en metode og en række teknikker, som fungerer.
Det er en metode, som er velegnet til børn, der er udviklingsmæssigt
forsinkede og som har massive indlæringsproblemer. Det er
en metode, som er målrettet imod indlæring af nogle basale
forudsætninger for at kunne klare sig selv; som gør det muligt
at simplificere og opsplitte opgaver således at de kan løses
af børn med indlæringsproblemer, og det er en metode, som
gør det meningsfuldt at være forældre eller pædagog for børn,
hvor samværet ellers kan opleves meningsløst. Men det er samtidig
en metode - i lighed med alle andre indgribende terapier -
som forudsætter en høj grad af selvreflektion og etik hos
de voksne; uden en sådan bevidsthed omkring metodens muligheder
og begrænsninger, og uden en gensidig kontrol af hinandens
praksis kan metoden udarte til - i bedste fald - manglende
respekt for barnet og - i værste fald - til overgreb.
Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der er sket
en kraftig metodisk udvikling fra den tidligere adfærdsterapi
til den nuværende adfærdsanalyse. Hvor adfærdsterapi tidligere
primært havde til formål at fjerne en uønsket adfærd, og hvor
man i vid udstrækning anvendte »negative forstærkere« i form
af straf, så er metoden i form af anvendt adfærdsanalyse koncentreret
omkring indlæring af færdigheder og om at udvikle nye udviklingsmuligheder
i kraft af træning, som forstærkes vha. positive forstærkere
- dvs. ros og andre former for anerkendelser. Straf anvendes
således slet ikke længere. I anvendt adfærdsanalyse sættes
det unikke barn altid i centrum og hele behandlingen og alle
de involverede professionelle og forældre arbejder på, at
motivere barnet til at lære, til at kunne fungere i sociale
sammenhænge og til at udfolde sig.
At man anvender adfærdspsykologiske metoder i behandlingen
er altså ikke ensbetydende med, at man accepterer den bagvedliggende
generelle teori eller at man i øvrigt har ønsker om, at der
anvendes tilsvarende metoder over for normaltudviklede børn
i børnehaver, i skoler eller i hjemmet. Denne opfattelse betyder
samtidig, at man - efter vores mening - både som forældre
og som professionel skal være meget opmærksom på, at anvendt
adfærdsanalyse er en specialiseret og målrettet behandlingsform,
som retter sig imod specifikke indlæringsproblemer, og ikke
er en generel pædagogisk metode, som er brugbar over for børn
i almindelighed med undtagelse af på enkelte, begrænsede områder.
|
