|
ERFARINGER
Søskende
Dato: 30. januar 2002
Fra: Joi
Emne: Søskende
Rud har to brødre. Den ældste er 27, han bor ikke hos os
og ser ikke Rud så meget. Faktisk er det et problem, at Rud
er lidt bange for ham og godt kan være utrøstelig, når hans
store-storebror er på besøg.
Den anden storebror er næsten 10 år. Han er meget motiveret
for at deltage i træningen af Rud, men har lidt svært ved
at koncentrere sig om denne type aktiviteter: Der er så meget
gang i ham, og han er engageret i så mange forskellige ting,
at han sjældent har tid. Det er oftest 5 minutter her og 5
minutter der.
Jeg tror, det ville være lettere at engagere en storesøster
i træningen? Hvad er jeres erfaringer med at inddrage storesøskende?
Dato: 19. februar 2002
Fra: Linda
Emne: Søskendes deltagelse i træningen
I Sverige regnede og regnede det, men så fik vi da ro til
at træne. Vi etablerede straks et træningsrum, som vi jo ikke
har prøvet før i det regi. Og her tilbragte vi en del timer.
Storebror Teis (på 10 år) meldte hurtigt sin store interesse
for at være med til træningen, og efter at jeg først havde
forsøgt at afværge, fordi jeg tænkte, at det var for meget,
så kom han med.
Og hvilken succes! Han kastede sig med krum hals ud i træningen
og det gik rigrtig godt. Rud kunne tilsyneladende godt kapere,
at der pludselig var flere i rummet, han er jo ikke endnu
så vant til at træne så meget med flere i rummet, da vores
klinikvejleder kun har set os træne en gang.
Teis har et fint talent for at træne, tror jeg. Han syntes,
det var sjovt, lærte lynhurtigt instrukserne og den særlige
præcise sprogbrug, og Rud kigger fornøjet på ham for derefter
at udføre opgaven. Og jeg sad og nød sceneriet.
Så nu har vi fået påbegyndt generaliseringen: barn i træningsrum.
Teis er også et sandt generaliseringsunikun – helt af
sig selv bringer han den særlige interaktion med sig i hverdagen,
og når vi spiser, når han leger/er sammen med Rud, bruger
han det også.
Hvis I andre har erfaringer/gode ideer til træning/generalisering
med søskende, vil det være fint at høre disse?
Dato: 20. februar
Fra: Sophie
Emne: Søskendes forstærkere
Til Linda: Hvor er du heldig at have så god en hjælper i
din anden søn, Teis. Hvis han har mod på at deltage i træningen,
er det bare om at tage mod med kyshånd, tror jeg. Rud skal
jo lære at lære fra jævnaldrene, og det starter naturligvis
bedst med børn, han kender godt, som sin bror.
Med hensyn til at »skåne« Teis (hvis det var
det, du mente, da du skev, at det måske var »for meget«,
at Teis ville være med) så tror jeg nok, at han selv kan melde
fra. Husk, at for almindelige børn er det en positiv forstærkning
at hjælpe mindre børn – og at glæde forældrene. Dette
skal naturligvis ikke udnyttes, men jeg tror, at du ved, hvad
jeg mener.
Dato: 20. februar
Fra: Cecilia
Emne: Søstre og mostre med i træningen
 Vi
har haft utrolig gode oplevelser med at inddrage Davids storesøster,
Anna, der kun er knap halvandet år ældre end David.
Hun er meget lille, og derfor er de nærmest lige store. Når
det derimod gælder sprog, intelligens, socialitet, ja, alt,
der ikke lige er den fysiske vægt, er Anna selvfølgelig lysår
foran David. Og det var en stor fordel, for ikke at sige en
nødvendighed, da hun skulle lære at instruere, forstærke,
prompte og så videre.
Mens David fik træning herhjemme, var Anna så glad for og
stolt over at træne med ham, at det faktisk blev lidt problematisk,
at hun hellere ville være her og være med til træningen, end
hun ville i børnehave.
Men han har lært utrolig meget af hende, blandt andet på
områder, som han ellers ikke fik ordentligt stimuleret, fordi
han ingen børnehave havde de første halvandet år af træningen.
Nu, hvor han er kommet i børnehave, har han jo så rigeligt
med børne-hjælpetrænere (gid, jeg kan få skrevet en mail om
det en dag), og da Anna er startet i skole, er hendes træningsdeltagelse
naturligt begrænset til weekenderne, og det er faktisk ved
at være længe siden, at hun har været med der.
Jeg ser det, at søskende deltager, som en helt særegen mulighed
for, at de kan lære deres bror eller søster bedre at kende.
Det har i al fald knyttet vores børn sammen på en måde, som
vi meget nødig ville have undværet. De er usædvanligt glade
for hinanden.
På lignende måde har mine to søstres deltagelse i træningen
betydet, at de lærte David bedre at kende. Han knyttede jo
slet ikke så umiddelbar kontakt til dem, som Anna gør, så
på en måde kendte de ham slet ikke, før de begyndte at træne
med ham.
De har begge to syntes, det var hårdt at træne. (De trænede
tre timer hver, hver eneste weekend i næsten halvandet år,
indtil vi fra dette årsskifte fik bevilget hjælpere). Men
de har samtidig været nærmest euforiske over den kontakt,
det pludselig lykkedes dem at få med David.
Man kan selvfølgelig sige, at David under alle omstændigheder
ville have forbedret sin kontakt til dem, fordi han i takt
med træningen udviklede sig og i det hele taget blev mere
opmærksom på og interesseret i andre mennesker end os. Men
det har helt klart været noget helt andet, at de oven i købet
har kunnet træne med ham, og han er da også virkelig glad
for dem begge.
Nu, hvor vi har fået hjælpere, har vi sat mostrene fra bestillingen,
for at de så i stedet kan indtage roller som mere normale
familiemedlemmer, der kan passe ham og Anna, når det brænder
på for os, og ikke efter et særligt mønster.
Men de har begge ønsket fremover at være med på staff-møder
indimellem, ligesom vi også har lovet dem, at de med et par
måneders mellemrum kan få lov til at træne med ham i en weekend,
så de hele tiden kan følge med i, hvor han står i sin udvikling.
|
David og Anna