|
 |
ERFARINGER
Sprog: At sige fra
Dato: 5. april
Fra: Sophie
Enme: At sige fra, Lewis
Jeg har netop meldt Lewis til et lille gymnastik-hold i det
lokale sportscenter, hvor vi i forvejen går hen og svømmer.
Holdet er for 3-5 årige, og jeg har ingen ide om, hvad det
egentlig går ud på, men jeg forestiller mig, at det er noget
med musik og forskellige sjove udfoldelser. […] Det,
jeg frygter, er naturligvis, at han laver »scener«…han
har udviklet et særligt skrig, som vi kalder »mågeskriget«,
fordi det er højt og gennemtrængende og med det klare budskab
NEJ (når Lewis ikke vil være med til noget). Faktisk vil vi
til specifikt at træne alternativ adfærd til dette frygtede
mågeskrig – lære Lewis at sige NEJ eller SLIP MIG eller
GÅ VÆK, så han ikke behøver at hyle sådan op, når han føler
sig for presset.
Dato: 5. april
Fra: Cecilia
Enme: Forskellige måder at sige fra på
Noget af det første, vi lærte David, var at sige fra. Han
lærte at sige »nej«, før han lærte at sige »mor«,
og i starten brugte han dette nej til alle former for afvisning.
Da vi begyndte at træne, tog vi ham jo ud af vuggestuen,
hvor han havde haft to måneders helvede, og en dag, vi var
i Kvickly, mødte vi en af pædagogerne deroppefra. Da hun så
kom hen mod ham, sagde han bare rigtig fint og højt »NEJ«,
hvorefter hun holdt sig på behørig afstand.
Senere, da han blev i stand til at udtale flere lyde i træk,
lærte vi ham »La' vær'!«, »Gå væk!«
og sågar »Ti stille!«, så han kunne give udtryk
for, når støjniveauet herhjemme blev for højt for ham. I starten
brugte han sætningerne alt for ofte – sådan som det
har været mønsteret med stort set alt, hvad vi har lært ham.
Han tyssede for eksempel på os uafbrudt, og det var temmelig
uudholdeligt. Men hen ad vejen hjalp vi ham til at finde en
balance, hvor han kun brugte dem, når det var nødvendigt,
og især i børnehaven har det været meget vigtigt. Jeg kan
derfor kun anbefale jer at give jer i kast med denne træning.
Dato: 5. april
Fra: Sophie
Emne: At sige fra, træning og praksis
Tak for kommentarene. Ja, vi må i gang med at træne alternativ
adfærd til mågeskriget. Vi er indtil nu blevet frarådet at
lære Lewis JA og NEJ ud fra betragtningen, at det let kan
blive svaret på alt, hvor Lewis jo lærer mere ved at skulle
bede om specifikke ting. Og også fordi Lewis i starten af
træningen ikke var klar til at kunne vælge fra – han
ville helt sikkert altid have valgt træningen fra. Men nu
er vi bevidst i gang med at indføre flere valgmuligheder i
træningen, så han har indflydelse på, hvilke øvelser vi laver,
hvilke forstærkere han får etc.
Nu ville jeg gerne høre lidt mere om, hvordan i mere præsist
trænede LAD VÆRE, TI STILLE, GÅ VÆK, NEJ etc. Jeg forestiller
mig f.eks., at jeg vil holde ham og så prompte ham til at
sige LET GO! Lewis siger nogle gange spontant GO AWAY, når
folk kommer for tæt på, og det er opstået, fordi vi har promptet
ham til at sige dette, når han blot har »måge-skreget«
for at få os til at forsvinde.
Jeg synes, at din historie med David og hans ex-pædagog i
supermarkedet er skøn. Hvor fed en oplevelse det må have været
for ham endelig at kunne sige fra – og at se det virke!
Lewis gjorde lidt det samme, da vi var til en deprimerende
evaluering af hans fremskridt på hospitalet. En håbløs talepædagog
gav sig til at imitere hans lyde og tage de klodser fra ham,
som han var i gang med at lege med (uden først at undersøge,
om han måske ville reagere på naturligt sprog så som MÅ JEG
FÅ EN KLODS, som han sagtens forstår! Grrrr!!!!) Lewis greb
sin klods og sagde med klar stemme GO AWAY! Hæ hæ!!! Vores
supervisor lo hjerteligt, da jeg fortalte historien, og sagde,
at »next time he will be telling her to BUGGER OFF!!«
|
