|
 |
Camilla
 Af Elisabetta Vaudano
Camilla er en lille pige på 8½. Hun bor i København (Valby) sammen med mig, hendes mor Elisabetta (jeg er italiener), sin far Ole (som er dansk) og sin bror Andreas, som er 6½. Hun har også en storebror, Carlo, som er 12, og bor i Italien. Camillas far arbejder i Bruxelles og er derfor normalt kun hjemme i løbet af weekenden.
Camilla fik diagnosen Infantil Autisme på Bispebjerg Hospital, da hun var 5½ år gammel. Da jeg spurgte, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe Camilla, svarede overlægen på Bispebjerg: ”Du er nødt til at vænne dig til tanken om, at din datter har brug for støtte resten af livet”. Jeg fik ikke et eneste konstruktivt forslag, men derimod blev ordet ’specialskole’ straks nævnt. Selvom Camilla ganske vist havde helt specielle sider, så mente jeg også, at hun havde mange uudnyttede ressourcer, og jeg brød mig bestemt ikke om forslaget om specialskole.
Derfor besluttede jeg mig for at konsultere nogen i Italien, og jeg tog sammen med min datter ned til en psykolog i Mondovì (tæt ved min hjemby Torino), som er ekspert i autisme og arbejder på et offentligt børneneuropsykiatrisk center. (Italiensktalende kan se nærmere på denne hjemmeside).
Selvom han ikke havde særlig meget tid (han modtog os med meget kort varsel af ren og skær venlighed), så foretog han nogle grundlæggende tests, som er uafhængige af sprog (Camilla er tosproget, italiensk-dansk), og observerede Camilla, mens hun legede med Andreas. Han kunne bekræfte, at testene scorede Camilla til at have autisme/Aspergers, men hans holdning var helt anderledes end den, vi havde mødt på Bispebjerg. Han sagde: “Hos Camilla er der masser af potentiale. Hun har mange ressourcer, hun kan udvikle”.
Så gik Ole og jeg i gang med at læse for at finde ud af, hvad der var den bedste vej frem. Gennem amerikanske bøger fik vi information om ABA-metoden. Og så søgte Ole på nettet og fandt ABA-forum, og så begyndte det hele …
Vi blev hurtigt overbeviste om, at ABA metoden ville være det rigtige for Camilla, men det blev en hård kamp at få etableret et projekt for hende. Ukendskab til ABA – og derfor ofte tøven eller direkte modvilje – var den fremherskende holdning, vi mødte, mens vi pendlede mellem forskellige offentlige myndigheder og embedspersoner. Heldigvis har vi hele tiden fået en solid opbakning omkring projektet fra Camillas institutioner: først børnehave og senere fritidshjem og skole. Denne opbakning har været afgørende for, at Camillas ABA projekt er blevet etableret og kommet godt i gang.
Da Camilla begyndte med ABA træningen, talte hun kun meget lidt; hun havde kun begrænset interesse for andre børn (parallel-leg var det mest avancerede, hun kunne), og hun selvstimulerede desuden en del.
I dag går Camilla i en første klasse i en almindelig dansk skole, og hun er så heldig at have et ABA-projekt, som er finansieret af Københavns Kommune, og som Gunnar Gløersen superviserer. Vi er nu i gang med projektets andet år, og hun gør utrolig store fremskridt.
Da Camilla er højtfungerende, og det for hende er afgørende, at alt udvikles med øje for den sociale dimension, har hun stort set altid trænet sammen med mindst et andet barn fra klassen eller i en lille gruppe. Lige nu er hun nået så langt, at hendes træning foregår i en gruppe sammen med 4-5 andre børn fra klassen; men højst 1-2 timer om dagen. Resten af tiden er Camilla blot med på klassen sammen med de andre børn, på lige fod med dem. På klassen får hun hjælp af enten sin støttepædagog eller sin klasselærer, som begge deltager i projektet. De er begge to utrolig gode til at prompte hende, når det er nødvendigt, men ikke mere, og til at stimulere hende og lære hende, hvordan hun hjælper sig selv, så hun bliver selvstændig. Og det virker! Camilla bliver hver dag mere og mere aktiv og bevidst om ting, og hun lærer og er meget glad!
Hendes selvstimulering er fuldstændig væk, og hendes sprog er forbedret meget, både det danske og det italienske. For bare et år siden var det fuldstændig umuligt at få ud af hende, hvad hun havde lavet i skolen eller på fritidshjemmet. Nu får jeg en omfattende og livlig historie hver dag! På fritidshjemmet har de fortalt mig, at hun er blevet så god til at lege, at de ofte undlader at træne, fordi hun får al sin træning gennem det intense samvær med legekammeraterne.
Et vigtigt punkt for Camilla har været, at hun har fået mulighed for at bruge sine styrkesider til at udvikle sine sociale færdigheder. Camilla er utrolig god til at tegne og male, og har nu også fået en stærk interesse for teater. For tiden går hun til billedskole og teater en gang om ugen, uden støtte. Hun elsker det, og de andre børn beundrer hende for hendes kunstneriske evner, som på den måde kommer til at fungere som udgangspunkt for en masse godt socialt samvær på et område, hvor hun føler sig sikker.
Noget andet, der har været afgørende for Camilla, er, at hun har en meget udadvendt og social lillebror. Det betyder nemlig, at hun helt automatisk bliver presset til 12 timers træning om dagen!
For tiden gør hun meget store fremskridt, og det er vidunderligt for os at se. På den anden side er vi altid nervøse for, hvad der kunne ske, hvis hendes træner gav op (hun har dog lige bekræftet, at hun gerne vil blive et år mere), eller hvis hun skulle have ny klasselærer. Vi er på rette vej, men isen er endnu tynd …
Mit råd til alle, som kommer i samme situation, som vi har været, er: Lad være med at tro på folk med en pessimistisk holdning. Lyt til dine følelser som forælder, for der er ingen, der kender dit barn så godt, som du selv, og så: Bliv ved! Alle børn har masser af ressourcer, og ABA er en vidunderlig teknik til at hjælpe dem med at lære at bruge disse ressourcer … resten af deres liv.
 Tilbage
til oversigten over alle børnene
|
