|
 |
Emil: Status efter to år med ABA i skolen
Af Mai-Britt Syberg
Emil går nu i 2. kl. på Nordre skole i Bramming. Han har siden
august 2002 modtaget intensiv ABA-træning, og er nu godt i gang med sit
tredje år.
Tiden er gået ufattelig hurtigt, og der er sket en masse siden skolestart.
Emil har udviklet sig godt og stabilt, og når vi kigger på de videooptagelser,
vi har af Emil fra august 2002, er det ikke til at tro, at det er den samme
dreng, som ham vi har i dag.
 Da Emil i august 2002 havde et verbalt sprog på cirka 20 ord, og kunne
enkelte to-ords-sætninger i bestemte situationer, var det dengang meget
svært at forestille sig, at Emil blot to år efter ville have et
ordforråd, der nærmede sig de 1000 ord.
Emil bruger i dag mere og mere spontan tale, og henvender sig efterhånden
sjældent til andre mennesker om hjælp eller kontakt uden brug af
verbalt sprog – og ikke som før med blot et ryk i ærmet,
men nu med en god øjenkontakt og en sætning: »Far, hjælp
mig«, »Maria, jeg vil i svømmehal« eller »Mathias,
må jeg få kartoffelmos.«
Men den nok mest markante udvikling, kan vi se, er Emils til stadighed voksende ’tilstedeværelse’.
Emil viser nu en større og større interesse for, hvad andre mennesker
foretager sig, og ofte ønsker han at være deltagende.
Han er nu så opmærksom på andre, at han kopierer alt, hvad
han finder interessant. Det betyder selvfølgelig en del små ’uheld’,
men vi skal jo også som familie følge med og blive i stand til
at forstå, at Emil faktisk kan og vil mere, end vi umiddelbart tror.
Et eksempel kan være, at han ser far i gang med at skille en cykel ad,
og han kommer så i tanker om, at hans video ikke virker, hvorefter han
henter den og skiller den ad. Sådan er han begyndt at få ideer
til selvstændig beskæftigelse ved at se på andres adfærd.
 Når Emil befinder sig blandt andre mennesker, søger han meget
sjældnere for sig selv. Han er meget interesseret i at se, hvad der
foregår, og forsøger at gå ind i legen, ved at kopierer
de omkringværende børn eller voksne. Han er oftere opsøgende
over for de øvrige børn i klassen, og meget glad, når
han er til børnefødselsdag hos dem, eller de er med hjemme
og lege.
Han magter stadig ikke at tage initiativer til komplicerede lege, men de lege,
han kender, søger han at få andre børn med til, og vil
meget gerne deltage, når andre børn tager ham med i lege, han
forstår og kender.
Han er ved at lære at lege, der gør ham i stand til at lege med
de andre børn fra klassen, og det er svært at forklare, hvad man
som forældre føler, når man ser Emil kærligt stryge
en klassekammerat over kinden eller lyse op, når han får opgaver
sammen med andre børn.
Han var vært for en stor fødselsdagsfest for alle klassens børn,
da han i oktober fyldte 9 år, og han nød dagen i fulde drag, var
med i de lege og aktiviteter, der foregik, og var en anelse ked af det, da
fødselsdagen var forbi, og børnene skulle hentes igen.
 Før Emil begyndte i børnehaveklasse (hvor projektet startede),
var dette utænkeligt. Først og fremmest havde han ikke så mange
kammerater at invitere. Han ville heller ikke kunne rumme så mange mennesker,
og de ting, der foregik, ville han ikke kunne forstå, og han ville trække
sig væk.
Enhver må kunne forstå, hvilken glæde det er, at ens barn
kan få så dejlige oplevelser af et naturligt drengeliv.
Noget så traditionsbundet som at holde juleaften er ligeledes blevet
meget mere behageligt og glædeligt for Emil at deltage i. Samværet
med den øvrige familie er styrket betragteligt, og nu forstår
Emil ’konceptet’ at holde jul.
Emil har i træningsrummet og i skolen arbejdet med jul som tema. Dette
har gjort, at Emil fik det fulde overblik over begivenheden, og det var tydeligt,
at han virkelig glædede sig til juleaften og til at få besøg
af julemanden.
Vi har skiftet bolig for nylig, og vi var noget usikker på, hvordan
Emil ville tackle den forandring. Vores bekymringer blev gjort voldsomt til
skamme, da han den første dag, vi flyttede hans ting ind på hans
nye værelse, lukkede døren kl. 20.00 og gik i seng for at hygge
sig med en bog – ellers aldeles uhørt. Og da vi dagen efter skulle
tilbage til den gamle bolig, var han meget beslutsom i stemmen, da han gav
udtryk for, at han ikke ville med ind. For os tyder denne reaktion og tackling
af flytningen på, at Emil bedre og bedre forstår sin verden og
begynder at finde glæde i de samme ting, som vi andre gør.
 Inden for skolefærdigheder kender Emil nu alle tallene fra 1-100 og
er begyndt at regne med mente. Han kan regne plus- og minus-stykker, og addere
simple regnestykker uden visuel støtte.
Han er også godt i gang med læsetræningen, så juleaften
var det Emil, der læste til- og fra-kortene. Han lurer hurtigt af, når
far skal i Brugsen for at handle, og skriver så lige en seddel til sig
selv, som han tager med: »slik, is, kiks, sodavand, chips«. »Det
er selvfølgelig fint nok, Emil, men vi kan altså ikke opfylde
alle dine ønsker«.
Op til jul skrev han en seddel på eget initiativ, med de tegnefilm,
han ønskede sig i julegave.
Emil deltager nu mere og mere på klassen. Han er med i timerne i matematik,
dansk, musik, billedkunst, idræt og natur og teknik – nogle gange
i hele lektioner, og i andre tilfælde en del af tiden. Det er stadig
en nøje afvejning af, om Emil har udbytte af at være med.
Emil deltager i de aktiviteter, der tilbydes i SFO-tiden, og har således
både været med på rideskole, i skøjtehal, har lavet
mange fine julegaver til familien i værkstederne og har deltaget i flere
overnatningsture med SFOen, hvor han hver gang har han haft en dejlig tur og
nydt at sove med de andre børn fra skolen.
Emil er for nylig blevet testet af en uvildig psykolog. Inden skolestarten
(der var sammenfaldende med ABA-projektets start) blev Emil også sprog-
og IQ-testet, og det blev han så igen efter et år og nu igen efter
to år i ABA-projektet.
Ved skolestart scorede han så lavt i begge tests, at det ikke var muligt
at udregne nogle scoringsværdier. Efter et års træning blev
han testet til omkring 2 år i sproglig udviklingsalder og på det
kognitive (IQ) omkring 4-6 år, varierende inden for forskellige områder.
Ved den seneste testning (efter 2 års træning) scorede han 3 år
i sproglig udviklingsalder og på det kognitive nu omkring 7 år.
Så det må siges at han indhenter mere og mere, især går
det hastigt på det kognitive område. På det sproglige område
udvikler han sig et år om året, hvilket må siges at være
imponerende, når han de første syv år af sit liv udviklede
sig så langsomt, at hans sproglige niveau som syv-årig faldt under
det lavest målelige.
 Det er også interessant, at det faktisk er muligt med ABA-træningen
at »kick-starte« en sproglig udvikling så sent som i syv-års-alderen.
Der er gennem de sidste to år holdt evalueringsmøder to gange
om året, og der er stadig en meget positiv stemning omkring projektet,
og de mennesker, som arbejder med Emil i hverdagen, giver meget ofte udtryk
for de små succes-historier, de oplever.
Her efter at projektet har forløbet i 2½ år, var det tiden
at evaluere hele projektet. Vi var samlet – alt personale på skolen,
som er omkring Emil, PPR-psykolog, kommunerepræsentant, amtsskolepsykolog,
amtskonsulent, leder af TIPO og os forældre – til evaluering her
i januar.
Alle gav igen udtryk for, at dette projekt var aldeles vellykket. Alle mente,
at dette var måden at fortsætte på, og testresultaterne viste
deres tydelige sprog i forhold til Emils udvikling.
Der er også i hverdagen stadig en meget positiv stemning omkring Emil,
og de andre børn viser fortsat en stor interesse for at være sammen
med ham, hvilket selvfølgelig er uhyre vigtigt for, at integrationen
gradvist kan forøges.
Vi mener, det er af afgørende betydning for Emils udvikling, at indlæringen
foregår i normalmiljøet, da Emil kan lære af typiske børn.
Netop fordi en stor del af træningen bygger på opmærksomhedstræning
og giver Emil redskaber til at lære i normale omgivelser.
At Emil er aktiv i normalmiljøet, færdes i nærområdet,
kender de børn, han møder, deltager i fødselsdagene for
børnene i klassen, har besøg af legekammerater og er på besøg
hos børn fra klassen, er alt sammen med til at udvikle sociale kompetencer
hos Emil.
Og det er ikke kun Emil, der har oplevet en markant ændring i sit liv.
Også vi forældre og Emils søskende kan mærke en markant
forskel. Nogle af de meste markante forskelle, vi som familie oplever, er,
at vi efter projektet start har fået:
- Konstruktivt samvær med Emil
- Forbedret søskendekontakt
- Overblik over Emils træning og udvikling
- Indflydelse på Emils træning
- Supervision på at tackle de udfordringer, der hen af vejen dukker
op, når man har et barn med autisme
- Redskaber til ændring af adfærd
- En oplevelse af, at vi kan gøre en forskel
- Kontakt til forældre uden handicappede børn
- ABA-netværk
– og det er blot nogle af de punkter, hvor vi føler en ændring
i vores dagligdag.
Da vi for tre år siden søgte Bramming kommune om et ABA-projekt
til Emil, havde vi store forhåbninger til, at det ville forandre Emils
og vor families hverdag i en positiv retning. Men det var dengang ikke muligt
at forestille sig, at det for ville blive af så afgørende betydning
for vores livskvalitet.
Det var ikke muligt i vores fantasi at forestille os, at vi i vores hverdag
med Emil ville blive mødt af så mange velvillige, interesserede,
ihærdige mennesker, som kun vil os det bedste. At føle sig støttet
i hverdagen i stort og småt, fra alle mennesker omkring os og Emil, får
os til stadighed indimellem til at føle, at vi svæver rundt på en
lyserød sky. Det er vi dybt taknemmelige for.
Det var en stor glæde, da vores PPR-psykolog, Pia Yde, som gjorde en
stor indsats for at få dette til at lykkes, inden projektstart kontaktede
os og fortalte, at hun havde kontaktet Nordre skole, og de var villige til
at indgå i projektet.
 At skolens indsats skulle blive så enorm og så positiv, kunne
vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os. På Nordre Skole
i Bramming er træningsleder, støttepædagoger, lærer
og SFO-personale gået ind i dette projekt med hele hjertet. Der er udvist
en enorm interesse, læringsiver og velvillighed omkring træningen
af Emil. Der er altid nogen, der er parat til at tage over ved sygdom eller
andet fravær af fast personale, og alle bidrager med en positiv og uovertruffen
indsats.
En stor tak skal lyde til alle for den enorme indsats, der ydes i hverdagen,
og ikke mindst til skoleinspektør Inger Krog, som er gået forrest
i tacklingen af de forskellige udfordringer, der melder sig, når man
siger ja til, at et så anderledes barn som Emil må være,
lære, og vokse på en normal folkeskole.
Også Bramming kommune har vist sig som en meget fremtrædende og
visionær kommune, med beslutningen om at etablere dette projekt omkring
Emil. Projektet var ved opstart det fjerde offentlige ABA-projekt i Danmark
og det første ABA-skoleprojekt overhovedet. Dermed viste Bramming kommune
sig som en kommune, der forholdt sig til de udenlandske resultater og den videnskab,
der lå bag ABA, i stedet for blot at afvente, at der også i Danmark
kom tilsvarende resultater og erfaringer. Kommunen var parat til at satse intensivt
og målrettet på Emils udvikling.
Og det må siges at have båret frugt.
 Tilbage
til oversigten over tekster om Emil
|
