|
 |
Emil: På udflugt med 0.C
Af Mai-Britt Syberg
Vi havde netop en helt fantastisk oplevelse i går, her seks uger før
skoleåret slutter. Vi var på fælles udflugt med 0.C, Emils
klasse, i går fra kl. 17 til 21. Turen gik til en nærliggende grusgrav,
i et stort grønt område.
Vi var meget spændte på turen, da vi ikke før havde været
sammen med hele klassen og forældre på denne afslappede facon.
Klassen har skiftet klasselærer her, seks uger før skoleåret
slutter. Klassens egentlige lærer kom tilbage efter endt barsel, og deres
højt elskede vikar-klasselærer er blevet Emils træningsleder,
i vikar for hans egentlige træningsleder, Karina, som nu er på barsel.
Vi var lidt spændte på, om denne rokade havde sat sine spor i
forældregruppens opfattelse af os, Emils forældre. Men jeg må sige,
at det blev gjort til skamme. Mange var henne ved os for at høre om,
hvordan det gik, og vi følte os virkelig som en del af gruppen. Der
blev ikke taget nogen specielle hensyn, der var ingen akavede situationer,
og snakken gik livligt på tværs. Der blev delt rødvin og
hygget, og det var som i de forældregrupper, vi har været i med
vores to øvrige børn, så jeg må sige, at integrationen
i forhold til os forældre i forældregruppen er opfyldt til fulde.
Vi var jo også spændte på at se Emil sammen med de andre
børn, for det meste af året har vi jo kun hørt fra lærer
og træningsleder om, hvordan det gik, men ikke set det med vores egne øjne.
Det var da helt utroligt. Var Emil sat i en gruppe af for ham kendte mennesker
for bare 10 måneder siden, ville han alligevel holde sig for sig selv,
stå ved en busk og pille bladene fra hinanden, finde en pind og rode
i vandet, eller kaste sten i vandet, uden øje for de andre.
 Men i går var Emil dér, hvor de andre børn var. Løb
de andre rundt om søen, var Emil med; kiggede de andre på haletudser,
var han der også; hoppede de andre ned i klitterne, gjorde Emil også.
For første gang i hele Emils liv, oplevede vi, at vi kunne sidde og
kigge smilende til hinanden og vide, at ingen af os vidste, hvor Emil var,
men samtidig trække på skulderne og være rolige.
HAN ER SAMMEN MED DE ANDRE.
For bare 10 måneder siden skulle vi være omkring ham hele tiden
og sikre, at han ikke løb væk, for at vi kunne føle os
trygge. Det allermest fantastiske var at se de andre børns omsorg for
Emil: Alle løber rundt om søen, og Emil løber med, halter
bagefter. En pige råber: »Vent på Emil«, mange stopper
op og venter, og de tager Emil i hånden og løber videre. En pige
finder en haletudse og viser den til Emil. Emil bakker to-tre skridt, og en
anden pige udbryder: »Nej, han kan ikke li’ det!« Og pigen
med haletudsen putter den i et glas med vand, og giver Emil glasset. Nu tør
Emil se på haletudsen.
Vi fortsatte udflugten til en nærliggende attraktion, og her var meget
at se på, men også en lille sø, hvor nogle børn fandt
en båd og sejlede ud, og andre skyndte sig at stille sig i kø til
en tur. Emil maste sig ind foran de andre – han elsker vand. »Det
er Emils tur,« råber alle, og de får Emil ned i båden.
Emil udbryder sine små jubellyde, og flere råber: »Se, hvor
glad han er!«, »Han synes, det er sjovt!«, »Er det
sjovt Emil?«
Emils sejltur er slut, og et nyt hold står parat. Emil står op
ad båden, andre hopper i, og Emil hopper i igen. »Han kan godt
være med igen,« siger de. Her er det, jeg griber ind: »Nej,
Emil, det er ikke din tur«. De andre forældre retter mig og siger: »De
kan da godt være tre.« Her får vi en snak om, at det er godt,
at der tages hensyn, men jeg forsøger også at forklare, at man
skal passe på, at Emil ikke i den grad bliver forfordelt. Emil skal lære
at vente på sin tur, Emil skal lære, at det ikke altid er ham,
men at andre også skal til. De andre forældre trækker på skuldrene
og siger:
»Men se lige de andre, de vil så gerne have ham med, de vil så gerne
passe på.«
»De er så stolte, når de kommer hjem og fortæller,
at nu har de været i træningsrummet og trænet med Emil.«
»Emils tilstedeværelse i klassen har været med til at give
en enorm ro og overbærenhed«.
»Og der er en stor harmoni i klassen, og ingen drilleri.«
»Mit barn er i hvert fald blevet meget bevidst om, at børn ikke
er ens, og at nogle kan opføre sig meget forskelligt, og det er kun,
fordi Emil er i klassen.«
»Og mon ikke ’omklamringen’ og interessen for Emil er faldende,
efterhånden som han er mere og mere med på klassen?«
Jeg måtte selvfølgelig tænke over, hvad de andre forældre
sagde, og samtidig med at jeg gerne vil have, at der ikke skal tages særlige
hensyn, er det en stor glæde at se de andre børn lære at
tage hensyn. Det er dejligt at Emils integration i klassen kan bevirke, at
andre børn udvikler sig yderligere socialt, at andre børn får
selvtillid af at være med til at lære Emil nye ting.
Man skal bare også være opmærksom på, at Emil ikke
skal have lov til alt. Det har netop været oppe på klassen, at
det er tilladt at skælde Emil ud, især hvis han niver de andre
børn. Det skal de under ingen omstændigheder finde sig i, og det
var lidt et problem, at de gjorde det, og ikke vidste, hvordan de skulle tackle
det. Så det blev der talt om på klassen.
Udflugten med 0.C var virkelig en dejlig oplevelse, og vi glæder os
meget til de kommende skoleår. Med den positive ånd kan vi se det
fremtidige samarbejde med de andre børn og forældre i møde
med sindsro.
 Tilbage
til oversigten over tekster om Emil
|
