|
 |
Jacob
Af Jacobs forældre, april 2006
 Jacob blev født en dejlig sommermorgen i 2001, få minutter efter sin tvillingesøster. Han var en dejlig lille baby, som spiste godt, voksede godt og sov godt. Han kravlede på alle fire, og gik, da han var 13 måneder. Altså alt i alt en sund lille dreng.
Da han var 13 måneder, startede han i vuggestuen uden særlige problemer. Men i løbet af det næste års tid kunne vi og især vuggestuen mærke, at han ikke udviklede sig som sine jævnaldrende. Han var interesseret i, hvad der foregik, men kunne ikke finde ud af at deltage i tingene. Han foretrak at lege alene, afskærmet fra de andre børn. Hans sprog udviklede sig meget langsomt, og han brugte tit hjemmelavede lyde for forskellige ting.
Kommunens psykolog blev koblet på, og vi fik en rigtig grim tilbagemelding: Hun var alvorligt bekymret for Jacob, og han skulle ikke henvises til Børneklinikken, men til Børnepsykiatrisk Ambulatorium på Bispebjerg. Det var meget chokerende, men vi troede – måske lidt naivt – at Jacob nok bare var lidt langsom, og det jo nok skulle gå.
Vi gik på nettet og søgte, og kunne genkende noget autistisk adfærd hos Jacob, men han har aldrig udvist selvskadende adfærd, aldrig dimset, men derimod haft øjenkontakt og altid været interesseret i sine omgivelser. Det var meget forvirrende.
De næste måneder gik med at få Jacob hurtigt igennem systemet, og vi kom heldigvis igennem efter ”kun” 8 måneders ventetid, i juni 2004. Det var en måned før Jacobs 3 års fødselsdag.
I august 2004 startede Jacob i børnehave med 18,5 timers støttepædagog, og det gik rimeligt godt. Men også kun lige på smertegrænsen.
I starten af september 2004 fik vi diagnosen: Infantil autisme. Det er ikke nødvendigt at sige, at ens verden ramler sammen. Den forestilling, man har om, hvordan ens barns liv skal forløbe (skole, uddannelse, familie, job…) erstattes af – absolut uvished!
Vi begyndte at læse om autisme, kom på Boardmaker-kursus mm., og ikke mindst tog vi på besøg i institutioner for børn med autisme. Vi besøgte en specialbørnehave og børnehaver med basisgrupper, som var de traditionelle tilbud til Jacob.
Vi kunne hurtigt fastslå, at Jacob var for velfungerende til specialbørnehaven. Basisgrupperne virkede umiddelbart som den rigtige løsning, men gav bare ikke den rigtige følelse i maven.
Jacob skal leve hele sit liv i denne verden, men skal han så afskærmes og ”puttes i en stor varm dyne”, for at han kan blive skånet? Og fra hvad – livet?
 Da vi havde haft vores første møde på Handicapcentret, fik vi udleveret materiale om et forsøgsprojekt, som Københavns Kommune ville starte op. Det omhandlede ABA.
Vi havde ikke den fjerneste anelse om, hvad det var, så det var ikke rigtig med i vores overvejelser til at starte med. Men de valgmuligheder, vi havde, var begrænsede og ikke helt ”det rigtige”, og vi begyndte derfor at sætte os mere ind i, hvad ABA lige præcist var.
Det tiltalende var, at Jacob skulle være i normale omgivelser, at han ville få intensiv støtte og indlæring, og at vi som forældre ville indgå i et tæt samarbejde med andre omkring Jacob.
Men det endelige udslag kom fra en samtale med en pædagog, der havde mange års erfaring med børn og autisme, og som kendte til ABA. Hun sagde ”Gør det – det er en enestående mulighed.”
Heldigvis havde vi en interesseret børnehave, som gerne ville have Jacob, mens han var i projektet, og Jacob fik den fineste skurvogn ude på legepladsen.
Set i bakspejlet er det den bedste beslutning, vi nogen sinde har taget. At få Jacob optaget i projektet har betydet ALT for ham. Og for os som forældre. Og for hans søster – for Jacob er blevet en rigtig god legekammerat.
Inden Jacob startede ABA-træningen, havde han det svært i børnehaven. Selv med støtte gik det dårligt. Han kunne ikke finde ud af at lege med de andre børn. De skulle ikke blande sig i hans leg. Han tilbragte en stor del af tiden op ad en pædagogs ben med sut i munden og 3 busser i armene. Hans sprog var som en på 1½ år. Han blev båret ned i bilen, båret ind i børnehavne, og båret hen på en voksens skød. Han legede aldrig med noget eller nogen, når vi gik, eller når vi kom. Næsten alting skulle gå efter hans hoved, og alt skulle køre i meget faste rammer.
Denne periode var simpelthen rædselsfuld. Det var hårdt at være forældre til et barn, som ikke kan få glæde ud af livet, og det var ikke mindre hårdt for Jacob.
For at gøre en lang historie noget kortere – og læsningen mere opmuntrende – kan vi fortælle, at de sidste 13 måneder har ændret alt.
- Jacob er blevet til den glade dreng, som han nok har været hele tiden et sted indeni.
- Han leger 70-80% af tiden i børnehaven med de andre børn på eget eller andre børns initiativ.
- Han deltager i alle aktiviteter og på fuld højde med de andre børn.
- Han har flere bedste venner, som har været med hjemme, og han har sågar været på besøg helt alene hos den ene 2 gange.
- Han tegner, spiller spil, laver puslespil og meget mere.
- Hans sprog har udviklet sig fantastisk i alle facetter. Han er god til at argumentere og synes, at ”det en god idé at køre ned i BR og købe den b(l)å bus”. Den ønsker han sig rigtig meget og kan altså ikke vente til sin ”føssesdag”. Han har lidt svært ved udtalen, men ordforrådet er næsten alderssvarende.
- Han har smidt bleen, og hans selvhjælpsfærdigheder er alderssvarende.
- Han arbejder i sin skurvogn sammen med sin fantastiske ABA-pædagog ca. 2 x 1 time hver dag, hvor der primært arbejdes med hans sprog kombineret med lege-opgaver, spil, musik, klippe-klistre og en masse ros.
- Og så går han selv ned ad trapperne, ind i bilen og ind i børnehaven. Og næsten hver dag har han gang i legekammeraterne, når mor går.
 Og herhjemme arbejder vi også med ham og generaliserer hans nylærte færdigheder. Det tager tid, men hvor han før også krævede meget af os som forældre, omsættes dette nu til noget konstruktivt.
Han snakker og fortæller, leger med sin søster og indgår i familielivet. Han har ikke brug for struktur og forberedelse. Han kommer med – hvor som helst og når som helst: I biografen, til fødselsdage, supermarkedet, Bon-bon land, biblioteket …
Og så snakker han med sig selv, når han leger – ligesom sin søster. Det er en pragtfuld lyd.
Når vi skriver det her, virker det egentlig temmelig utroligt, hvad Jacob har formået i løbet af et år, og det er svært at forklare, hvad det er, der sker. Jacob er ikke blevet ”helbredt”. Men det virker, som om den skal, som Jacob har været inde bag, er kommet væk, og han har lært at magte verdenen og nyder det i fulde drag.
Det er en ubeskrivelig lykke pludselig at fornemme at, hov, Jacobs fremtid begynder igen at vokse frem, og man tør tro på en vifte af muligheder. Der er intet, der indikerer, at Jacob ikke kan komme i en normal skole.
Vi har været rigtigt heldige at komme med i projektet. Vi tør ikke tænke på, hvordan Jacobs liv havde set ud i dag, hvis han ikke var blevet præsenteret for ABA.
Jacob har altid haft en interesse og nysgerrighed for den verden, han levede i, men har ikke formået at bruge den – det kan han nu.
 Tilbage
til oversigten over alle børnene
|
