Rud

Far og søn som lege- og træningskammerater
Det værste ved at være far til Rud er – eller måske snarere »var« – meningsløsheden. Det oplevedes formålsløst, uden mening, uden betydning, uden formål eller mål. Jeg kom hjem fra arbejde og sagde, »Hej, Rud« med både ord og tegn, men han ikke så meget som løftede blikket fra det, han var i gang med. Det er ikke fordi han har problemer med at høre eller se mig – for det har han bestemt ikke i andre sammenhænge – han var bare væk i sin egen verden.

Det fremmede og det velkendte
Betragtet udefra og med et hurtigt blik er Rud en charmerende og smilende dreng, som lyser af glæde og velvære. Hvis blikket hviler lidt længere, så ser man også en anden dreng. Han kan sidde længe og kigge intenst – ofte med hovedet på skrå – på en ko eller en guitar eller en dukke i en dukkevogn. Han kan vride sine hænder i uendelighed alt imens han kigger på en af sine elskede Tip Tap Tønde-video.

Interview med Teis om at være storebror til Rud
Hvad synes du om at være storebror til Rud?
Jamen, det er dejligt – det er rigtigt dejligt. Jeg synes det er perfekt. Det ville godt nok være bedre, hvis han ikke var handicappet. Det synes jeg stadigvæk. Nogle gange for eksempel når jeg er ude for at spille bold, så står jeg bare og skyder frem og tilbage. Der kunne jeg godt bruge Rud. Bare sådan lige stå et par meter væk fra hinanden og sparke inderside til hinanden. Det kunne være fint. Men jeg synes, det er rigtig godt at være storebror til Rud, selvom han er handicappet. Det er okay.

Statusrapport juni 2004 & Behandlingsplan 2004-05 [PDF]
Den indtil videre nyeste behandlingsplan, som dækker perioden 2004-05 indbefatter også en statusrapport over ABA-behandlingen. Statusrapporten forklarer, hvorfor ikke alle mål fra den seneste behandlingsplan er opnået. Behandlingsplanen skitserer mål inden for en lang række delområder: problemadfærd, sprog og kommunikation, ADL, motorik, leg, fritidsbeskæftigelse mv. Både statusrapport og behandlingsplan er skrevet af forældrene.