» Forskning og evaluering » Evalueringer » Evaluering af ABA-projekt i Stockholm (Sverige 2001)

Evaluering af ABA-projekt i Stockholm

Ferebee, I. & Långh, U. (2001), Intensiv beteendeterapeutisk träning av förskolebarn med autism, Stockholm, Handikapp Habilitering. September 2001.

Inden man i sommeren 2002 igangsatte et egentligt ABA-behandlingstilbud i Stockholm, gennemførtes to forsøgsprojekter: Tidig Intervention Projekt Stockholm (TIPS) som gennemførtes i perioden 1997-1999, og Handledningsprojeckt intensiv beteendeterapeutisk träning för förskolebarn med autism i perioden 1999-2000. Det første projekt omfattede 7 børn under 18 måneder, mens børnene i det efterfølgende projekt var mellem tre og seks år gamle. Det sidste af de to forsøgsprojekter er nu blevet evalueret. Evalueringen er en såkaldt intern evaluering, hvor de ansvarlige for projektet selv har skrevet evalueringsrapporten.

I projektet indgik 12 børn med autisme. Inden projektet startede, blev der udsendt ansøgningsskemaer til forældre til førskolebørn med autisme, der var registreret på et såkaldt »habiliteringscenter« i Stockholm. 23 forældre viste sig interesserede, og heraf blev der udvalgt 12 deltagere. Udvælgelseskriterierne var, at barnets udviklingsalder skulle være over 1 år, og at der skulle kunne etableres et team omkring hvert enkelt barn, som kunne træne 30 timer om ugen. Blandt de børn, der opfylde disse kriterier, blev de yngste udvalgt til at deltage i projektet. Børnenes alder varierede mellem tre og seks år (middelalder på 5 år). Tre af børnene var placeret i specialtilbud, mens de øvrige børn gik i almindelige førskoletilbud.

Til hvert barn blev der tilknyttet et team, som bestod af barnets forældre og førskolepædagoger, suppleret med slægtninge og hjælpetrænere. Antallet af personer i hvert team varierede mellem fire og syv. I de fleste teams indgik ordinært personale fra førskolen, men i fire tilfælde fungerede udefrakommende støttepædagoger som træningsledere.

Supervisionen blev varetaget af psykologer fra Habililteringscenter Nord för barn och ungdom med autism. Til hvert barn var der afsat to timers supervision per uge, hvortil kom undervisning af teams i gennemsnit tre timer om måneden.

Til hvert barn blev der fra staten af programmet udarbejdet en behandlingsplan, hvor de centrale problemstillinger og målsætninger blev konkretiseret. Disse behandlingsplaner blev løbende revideret.

Behandlingen

Projektet var konstrueret som en kombination af træning i førskoletilbuddet og træning i hjemmet. I førskoletilbuddet skulle der trænes i 20 timer per uge, mens forældre og hjælpere var ansvarlige for de resterende 10 timer. I førskolerne har der været visse problemer med at overholde de 20 timer, fordi der ikke var personale til at overtage træningen når den faste træningsleder var fraværende. Forældrene har stort set overholdt deres del af træningen, men også her har der været frafald af timer pga. sygdom og ferier. I de fleste tilfælde har begge forældre deltaget i træningen og i team-møderne.

Der er ikke opgivet præcise tal for antallet af træningstimer i hverken førskoler eller i familier.

Resultater

I evalueringen blev der anvendt tre tests: en intelligenstest (Leiter R), en sprogtest (Reynell Developmental Language Scales) samt Vineland Adaptive Behavior Scales, som er et struktureret forældreinterview. Testene blev gennemført ved behandlingens start og igen efter 9 måneders ABA-behandling.

Ved behandlingens start blev IQ målt til i gennemsnit 67 med en variation fra 34 til 106. Efter 9 måneders behandling var gennemsnittet stadig 67. Eftersom der er tale om en alderskorrigeret intelligens test, betyder det, at børnene har udviklet sig i samme takt som deres biologiske alder, hvilket må forstås som et godt resultat, eftersom udviklingsalderen for børn med autisme normalt ikke kan holde trit med den biologiske alder.

Ved behandlingens start gav Reynell-testen resultater på 2 år og 4 måneder for impressivt sprog og 2 år og 3 måneder for ekspressivt sprog. Efter 9 måneders ABA-behandling var de sproglige aldre steget til henholdsvis 2 år og 10 måneder og 2 år og 11 måneder. Dvs. en forbedring på hhv. 6 og 8 måneder for impressivt og ekspressivt sprog.

Den samlede score for Vineland Adaptive Behavior Scales udviklede sig fra 2 år og 2 måneder ved behandlingens start til 2 år og 11 måneder ved den afsluttende evaluering. Børnene har altså med andre ord i løbet af projektperioden forøget deres funktionsniveua med 9 måneder.

Opsummering af projektets erfaringer

Afslutningsvis skriver forfatterne en række konklusioner og erfaringer, som skal medtænkes ved planlægning af fremtidig behandling:

Erfaringerne og resultaterne er så positive, at Habiliteringscenter Nord anser det for realistisk fremover at tilbyde anvendt adfærdsanalyse som et fast behandlingstilbud

Det er vigtigt at der uddannes flere træningsvejledere. For at det kan lade sig gøre må kandidaterne til at blive træningsvejleder selv arbejde praktisk med træning af børn som træningsledere, således at de lærer alle aspekter af programmet at kende.

Det er nødvendigt med et godt samarbejde mellem Habiliteringscenteret og kommunerne. Kontinuerlige møder er ønskværdige. Der er især behov for at diskutere fremtidige skoleløsninger til de børn, der har modtaget ABA-behandling.

Det er vigtigt at tilrettelæggelsen af træningen i førskolen fungerer godt. Det er en fordel hvis træningen varetages af fastansat personale i stedet for løstansatte støttepædagoger. Man skal opfatte ABA-behandlingen som en efteruddannelse af personalet, som det er ønskværdigt at de fastansatte pædagoger får del i, fordi det vil give flere førskoler kompetencer til at modtage børn med autisme.

Børn, der ABA-trænes, bør helst have et vist antal kompetente træningsleder. I projektet har der kun været en eller to per barn, og det er underkanten pga. manglende fleksibilitet.

Det ville være ønskværdigt hvis træningslederne kunne få en kontinuerlig efteruddannelse i ABA-teori og -teknik, hvilket ville forhøje behandlingens kvalitet.

Forældrene bør gives bedre muligheder for at deltage aktivt i hjemmetræningen, som helst ikke udelukkende skal varetages af eksterne hjælpetrænere. Hvis forældrene ikke deltager i træningen, er der fare for, at de ikke lærer de nødvendige metoder til at håndtere barnets autistiske adfærd.

Der er behov for, at der etableres en treparts-kontrakt mellem Habiliteringscenteret, kommunen og forældrene, hvori de forskellige instansers ansvar præciseres.

Det er vigtigt, at behandlerteams ikke bliver uselvstændige og helt afhængige af en hyppig og intensiv supervision. Supervisionen bør derfor nedtrappes successivt uden at det må gå ud over behandlingens kvalitet.

Det har været et problem i projektet, at tidsrammen har været så snæver. Det har stresset behandlerteams'ene, som har følt sig pressede til at indføre nye træningsmomenter før barnet var klar til nye opgaver. Det er derfor vigtigt ikke at opstille generelle tidsgrænser for behandlingen, men i stedet bestemme dens forløb og afslutning efter individuelle behov. Dette bør gøres i de tidligere nævnte kontrakter, som løbende skal kunne revideres.

Det er vigtigt at forældre og personale superviseres samtidig, således at de får de samme informationer og lærer de samme teknikker. For at få gode resultater skal teamet arbejde med hele barnets tilværelse, være enige om mål og metoder.

For at effektivisere ressourcerne kan det blive nødvendigt at ændre forholdet mellem vejledere og teams, således at teams samlet tilbydes deltagelse i seminarer om forskellige temaer.

Konklusion

Konklusionen lyder:

»I løbet af dette år har vi fået mulighed for at gennemføre intensive indsatser til et begrænset antal børn. Vi har kunne satse megen tid og har kunnet følge op på de indsatser, vi har iværksat. Vi har også fået lejlighed til at iagttage en overraskende udvikling hos visse børn, og nogle af disse kommer til at starte en normal skolegang. Det er vores forhåbning, at man fremover vil forstå betydningen af og vil prioritere tidlige intensive indsatser til børn med autisme. I et livsperspektiv vil man spare mange penge, og fremfor alt vil livskvaliteten øge hos mange børn og deres familier«