FORSKNING

Kammeratformidlet social læring virker bedst

En undersøgelse viser, at kammeratformidlet læring af sociale færdigheder er mere effektiv end hvis undervisningen kun retter sig imod barnet med autisme. Børn med autisme, der er enkeltintegreret, profiterer af at deres kammerater bliver undervist i, hvordan de kan interagere med socialt isolerede børn.

Connie Kasari er uddannet psykolog og professor ved University of California, Los Angeles. Hun har især forsket i den tidlige udvikling af relationer og kommunikation hos småbørn med autisme. Læs om Connie Kasaris øvrige forskning på ABAforum.dk

Undersøgelsen er gennemført ved Center for Autism Research and TreatmentUniversity of California, Los Angeles (UCLA). Forskningsleder har været Connie Kasari. Hun og hendes kolleger sammenlignede tre forskellige sociale interventioner blandt 60 børn med autisme i alderen mellem 6 og 11 år. Alle børnene var enkeltintegreret i almindelige klasser i mindst 80 procent af skoletiden. Der var tale om højtfungerende børn med en IQ på mindst 65.

Børnene blev tilfældigt fordelt på fire grupper, med 15 børn i hver, og der blev anvendt et såkaldt venteliste-design, hvor den gruppe af børn, der i første omgang fungerer som kontrolgruppe, senere får den intervention, de øvrige børn har modtaget.

  1. Child-assisted (CHILD) intervention. Direkte 1:1-undervisning af barnet med autisme og med fokus på sociale færdigheder som fx at være med i en leg på legepladsen eller at deltage i en samtale. Interventionen begyndte med en udredning af barnet individuelle sociale styrker og svagheder. Herefter blev målene for interventionen fastlagt. Selve interventionen havde form af instruktioner, rollespil samt øvelser sammen med den voksne. Færdighederne blev indlært en ad gangen, og barnet blev forstærket for social adfærd. Klassekammerater deltog ikke i denne form for intervention.
  2. Peer-mediated (PEER) intervention. Kammeratformidlet læring, hvor tre typiske børn fra klassen fik gruppeundervisning i, hvordan de kunne inddrage andre børn i deres fællesskab. De tre klassekammerater blev nøje udvalgt i klassen, men barnet med autisme blev ikke udpeget for dem. Undervisningen i social inklusion var altså generel og ikke målrettet et bestemt barn. Fx lærte klassekammeraterne at blive opmærksomme på isolerede børn på legepladsen, at involvere dem i lege og at fungere som rollemodeller for andre børn i klassen. De tre udvalgte kammerater blev forstærket for social adfærd i klassen og på legepladsen. Desuden fik klassens lærer undervisning i, hvordan barnet med autisme kan inkluderes. Barnet med autisme fik ingen social træning.
  3. Kombination af CHILD og PEER – altså både direkte 1:1-undervisning og kammeratformidlet læring
  4. Ingen intervention – kontrolgruppe på venteliste til intervention

Interventionerne var ganske kortvarige: to gange 20 minutter om ugen i seks uger. Efter 12 uger blev der gennemført en followup. Herefter fik de 15 børn, der ikke havde modtaget nogen form for intervention i første omgang, en af de tre interventionsformer.

Resultater blev målt på flere forskellige måder. For det første udfyldte alle børn i klassen et Social NetworkSurvey, hvor de angav, hvem de legede med og hvem, de opfattede som deres kammerater. Desuden blev børnenes adfærd på legepladsen i frikvartererne observeret og registreret. Endelig udfyldte lærerne et spørgeskema om alle børnenes sociale færdigheder.

De børn, der modtog kombinationen af 1:1-undervisning og kammeratformidlet social læring profiterede mest af interventionen. De børn, hvis kammerater deltog i interventionen, var mindre alene på legepladsen og havde flere erklærede venner blandt kammerater i klassen end de børn, der udelukkende modtog 1:1-træning af sociale færdigheder. Børnenes lærere rapporterede også, at børn i en af de to kammerat-baserede interventionsgrupper havde bedre sociale færdigheder. Men når forskerene spurgte børnene med autisme, oplevede de ikke, at de havde flere venner blandt klassekammeraterne.

På opfølgningstidspunktet havde børnene fra de kammeratformidlede grupper flere sociale relationer – også selv om nogle af dem i mellemtiden havde skiftet klasse og matte etablere relationer til nye klassekammerater. Men der var en tendens til at forskellene mellem interventionsgrupperne mindskedes på opfølgningstidspunktet.

I følge forskerne viser disse resultater, at kammeratformidlet intervention kan give bedre og mere vedholdende resultater end 1:1-undervisning af barnet med autisme, og hvis 1:1-undervisning kombineres med kammeratformidlet læring, så opnår man de bedste resultater.

Ud over disse fordele ved kammeratformidlede interventioner bemærker forskerne, at selv om interventionerne forbedrede de sociale relationer og dermed gjorde børnene med autisme mindre isolerede, så kunne der ikke observeres forskelle med hensyn til fx turtagning i leg på legepladsen, deltagelse i samtaler eller andre fælles aktiviteter. Og selv om børnene med autisme blev bedre socialt integreret i deres skoleklasse, så oplevede de ikke selv disse ændringer. Ifølge forskerne vil disse forhold sandsynligvis først ændre sig efter betydelig længere interventionstid.

Kasari, C., Rotheram-Fuller, E., Locke, J., & Gulsrud, A. (2011). Making the connection: randomized controlled trial of social skills at school for children with autism spectrum disorders. Journal of Child Psychology and Psychiatry, [Epub ahead of print]. doi: 10.1111/j.1469-7610.2011.02493.x. Læs abstrat på ABAforum.dk

Se oversigten over reviews af forskning i kammeratformidlet læring på ABAforum.dk

Joi Bay / 10.12.2011