FORSKNING

Kvalitetssikring og proceduretrofasthed i tidlige og intensive adfærdsanalytiske interventioner

Symes, M. D., Remington, B., Brown, T., & Hastings, R. P. (2006). Early intensive behavioral intervention for children with autism : Therapists’ perspectives on achieving procedural fidelity. Research in Developmental Disabilities, 27 (1), 30-42.

Tidligere forskning i kvalitetssikring af intensive, adfærdsanalytiske behandlinger har fremhævet tre forudsætninger for en effektiv adfærdsanalytisk behandling af autisme: hensigtsmæssige adfærdsanalytiske procedurer, integritet i behandlingen og proceduretrofasthed. Hensigtsmæssige adfærdsanalytiske procedurer betyder her dokumenterede pædagogiske teknikker, som er tilpasset det enkelte barns behov og integritet refererer til supervisorers tilpasning metoden. Proceduretrofasthed betyder i denne sammenhæng terapeutens eller pædagogens evne til at implementere de aftalte procedure i det daglige arbejde. Med procedurer menes pædagogiske teknikker som præsentation af opgaven, promptning, fading af prompt samt forstærkning. Hvis en af disse forudsætninger ikke er til stede, kan det resultere i dårlige eller i inkonsistente behandlingsresultater. Indtil nu har forskningen næsten udelukkende fokuseret på at forbedre de adfærdsanalytiske procedurer og – i mindre grad – på at forbedre integriteten – dvs. den måde, supervisorer udvælger de teknikker, der er nødvendige for at skabe og opretholde et behandlingsprogram. Kvalitetssikring i form af certificering af supervisorer og brugen af skriftlige behandlings- og curriculumanvisninger forøger sandsynligvis integriteten af interventionerne.

Men på trods af disse bestræbelser, viser forskningsresultater, at der er nogle ABA-behandlinger, som ikke opnår den kvalitet eller intensitet, som er nødvendig for at skabe effektive interventioner. Manglende trofasthed over for procedurer kan være en af flere forklaringer på forskelle i de resultater, som børnene opnår.

Der findes imidlertid meget få undersøgelser af pædagogers adfærd i intensive ABA-forløb. Undersøgelser af pædagogers proceduretrofasthed i klinik-baserede interventioner har vist over 90 procents overensstemmelse mellem anvisninger og praksis i DDT-øvelser (Discrete Trial Teaching - trinvis læring i tilrettelagte omgivelser), men det er usandsynligt, at en så høj grad af proceduretrofasthed kan opretholdes i typiske interventionssessioner, men man ved indtil videre meget lidt om den faktiske interaktion mellem pædagog og børn i den daglige behandling. Hvis dette forhold blev undersøgt nærmere, kan det måske være med til at forklare de varierende resultater af tidlig og intensiv intervention i forhold til børn med autisme.

En teoretisk forståelse af pædagogadfærd i interventionssessioner kan sandsynligvis forbedre eller fastholde proceduretrofasthed i behandlingen. For at opnå en teoretisk forståelse af pædagogadfærd er det nødvendigt at specificere, hvorledes de afgørende faktorer - pædagog, barn og interventionsprogram så vel som supervision og efteruddannelse - påvirker pædagogens interaktion med barnet. Udpegningen af sådanne betydende faktorer kan blive første led i en fremtidig forskningsmæssig afdækning af disse problemstillinger.

I denne undersøgelse fremlægges pædagogers selvforståelse af de faktorer, som de opfatter som befordrende eller begrænsende for deres effektivitet som adfærdsanalytikere. Selv om adfærdsanalytiske pædagoger i deres praksis bruger et udvalg af forskellige ABA-metoder, så fokuserer denne undersøgelse på discrete trial øvelser. Det er en teknik, der har vist sig særlig effektivt til at oparbejde fundamentale færdigheder i de indledende stadier af tidlige og intensive adfærdsanalytiske behandlinger til børn med autisme.

Metode

Deltagerne i denne undersøgelse var 19 ABA-personaler i alderen mellem 19 og 51 år, som arbejdede med adfærdsanalytisk behandling til børn med autisme; børn, der modtog behandlingen i deres hjem. 17 af de 19 var kvinder. Undersøgelsen er gennemført i England, hvor man ikke har pædagoguddannelser i lighed med de danske, men hvor personer, der arbejder med specialpædagogik, typisk har en universitær bachelorgrad i enten psykologi eller specialpædagogik. Tidlig og intensiv ABA-behandling gives i England oftest i børnenes hjem, og de personer, der arbejder pædagogisk med børnene har ikke nødvendigvis en faglig uddannelse. Fællesbetegnelsen for folk, der leverer ABA-behandling, er i England ’ABA-terapeuter’ eller ’ABA-tutorer’ – hvad enten de har formelle uddannelser eller ej. Af de 19 ABA-terapeuter i undersøgelsen havde 9 en bachelorgrad i enten psykologi eller tilsvarende fag, 2 havde mastergrader, mens 8 kun havde formelle kvalifikationer svarende til vores studentereksamen. 11 af de 19 terapeuter var studerende eller havde anden beskæftigelse sideløbende med deres arbejde som ABA-terapeuter, mens de resterende 8 arbejde fuldtids som terapeuter. Supervisionen til de 19 terapeuter blev givet af 7 forskellige supervisionscentre.

I gennemsnit arbejdede terapeuterne i 20,2 timer med ABA om ugen og de havde 14,5 måneders erfaringer med metoden. Terapeuterne arbejdede typisk med 2 forskellige børn og de havde tidligere erfaringer fra i gennemsnit 3 børns behandlinger. Det er ikke muligt at kontrollere om dette udsnit af ABA-terapeuter er repræsentativt, men baseret på skøn fra erfarne ABA-supervisorer er der i en engelsk sammenhæng tale om typiske terapeuter på alle punkter med undtagelse af den gennemsnitlige alder (30,7 år), som er højere, end man kunne forvente.

Rekrutteringen til undersøgelsen er sket på tre forskellige måder: for det første blev der annonceret efter ABA-terapeuter via forskellige internetsites om tidlig og intensiv adfærdsanalyse i Storbritannien. Desuden inviterede supervisorer fra Southampton Cildhood Autism Program alle aktive terapeuter til at deltage i undersøgelsen. Endelig blev der annonceret efter deltidsarbejdede terapeuter ved et opslag på School of Psychology ved University of Southampton.

Interviews

Interviews med ABA-terapeuterne var semistrukturerede. Ud over en grundlæggende baggrundsinformation blev der primært spurgt til hvilke faktorer, der virker begrænsende eller fremmende på deres muligheder for at arbejde med discrete trial øvelser i et hjemmebaseret ABA-program. Der blev spurgt til følgende områder:

  1. terapeutkvalifikationer
  2. karakteristika ved de børn, som terapeuterne har arbejdet med
  3. praktiske aspekter ved interventionen og behandlingsmål
  4. indholdet i terapeuternes adfærdsanalytiske efteruddannelse
  5. supervisionen

I slutningen af interviewet fik terapeuterne mulighed for at komme med supplerende informationer, som ikke var omfattet af de strukturerede spørgsmål.

Interviews blev gennemført i terapeuternes egne hjem og varede i gennemsnit ca. 1 time. De blev lovet anonymitet til dem selv og til de børn, de arbejdede med, og de interviewede underskrev en samtykkeerklæring. Alle interviews blev båndoptaget. De interviewede blev instrueret i ikke at diskutere interviewet med andre terapeuter.

Interviewene blev udskrevet og blev indholdsanalyseret, hvor analyseenheden var sætninger. Herefter blev fælles indhold identificeret i forhold til de fem ovennævnte interesseområder for interviewene. Grundlag for den indholdsmæssige analyse har været en kodebog, som blev brug til en total kodning af alle udsagn i interviewene.

For at kontrollere for reliabilitet i kodningen af interviews blev der tilfældigt udvalgt 4 interviews, som en ekstern forsker (en psykolog med omfattende erfaring med interviews) kodede ved hjælp af den udarbejdede kodebog. Overensstemmelse mellem kodningerne blev målt til 92 %, hvilket er et acceptabelt niveau.

Resultater

Deltagerne udpegede en række af faktorer, som de opfatter som afgørende for effektive discrete trial øvelser. Næsten halvdelen af de interviewede opfattede deres egen tålmodighed som en vigtig forudsætning – især når de skal shape (forme) et barns respons og når barnet udviser uhensigtsmæssig adfærd. En femtedel fortalte, at deres følelsesmæssige reaktioner på barnets adfærd hæmmer en effektiv intervention. De terapeuter, som opfattede barnets udfordrende adfærd som rettet imod dem selv personligt, fortalte at dette forhold påvirker deres egen adfærd i løbet af sessionerne, og at det reducerer konsistensen i og effektiviteten af interventionen.

Mange terapeuter mente, at barnets færdigheder og funktionsniveau både kan fremme og hæmme interventionen. Kærlige og sympatiske børn blev af flere fremhævet som børn, der fremmer interventionen. På tilsvarende måde blev børn med gode intellektuelle ressourcer opfattet som befordrende for interventionen. Også børn, der er motiverede eller som tydeligt viser deres sympati for terapeuten, har en positiv effekt på interventionen. En fjerdedel af terapeuterne bemærkede også, at interventionen bliver mere effektiv, når barnet er responsivt over for instruktioner – sådanne børn bliver opfattet som lettere at arbejde med, fordi de reagerer mere positivt på interventionen. Modsat var der næsten ¾ af terapeuterne, som fremhævede, at børn med udfordrende adfærd (fx selvskadende adfærd og aggressioner rettet imod terapeuten) forstyrrer interventionen. Mere end en tredjedel af terapeuterne fremhævede også at børn, der kun viser små fremskridt og som er vanskelige at finde effektive forstærkere til, er et problem.

Nogle af terapeuterne påpegede, at øvelsens karakter influerer på effektiviteten. 1/5 af terapeuterne følte, at især basale programmer fremmer interaktion mellem barn og terapeut. Også naturlig leg blev fremhævet som et positivt element i behandlingen. Omvendt var der ¼ af terapeuterne, som bemærkede, at mere komplekse programmer reducerer effektiviteten. En femtedel nævnte også, at de i visse tilfælde ikke forstår formålet med bestemte øvelser, og nogle bedømte også enkelte øvelser, der er foreslået af supervisor, som ubrugelige eller direkte negative for barnet.

Terapeuterne opfattede bestemte aspekter af den ABA-efteruddannelse, de modtager, som særlig velegnet til at fremme interaktion og effektivitet i træningen. Undervisning i instruktionsteknikker - herunder hvordan man prompter, udfaser prompts og hvordan man forstærker - blev opfattet som nyttige af over halvdelen af terapeuterne. En tredjedel fremhævede fordelene ved at kunne se erfarne terapeuter udføre bestemte instruktioner, hvilket kan klargøre procedurerne og demonstrere hvordan børn reagerer på instruktioner. En fjerdedel bemærkede, at undervisning i ABA-teori giver dem mulighed for at få indblik i de begreber, der ligger til grund for interventionsteknikkerne, og denne undervisning blev opfattet som en hjælp i det daglige arbejde. Endelig var der også en fjerdedel, som udtrykte, at teknikker til kontrol med adfærd hjælper dem med at håndtere problemadfærd hos børnene, og også hjælper på deres forståelse for den udfordrende adfærds funktioner.

I modsætning hertil mente en del terapeuter, at bestemte elementer i supervisionen påvirker deres praksis negativt. En tredjedel hævdede, at de ikke kan lide at blive observeret af supervisor i deres arbejde, og fortalte at de i den situation føler sig intimideret og nervøse, og at det påvirker barnets træning negativt. I de fleste tilfælde blev sådanne svar kombineret med en påpegning af, at supervisionen bevirker, at deres træning bliver dårligere end det ellers er tilfældet.

Diskussion

Det er sandsynligt, at konsistens i behandlingen og trofasthed over for procedurer i indlæringen medvirker til behandlingens resultater. Resultaterne fra denne undersøgelse påpeger en række faktorer, som terapeuter opfatter som afgørende for kvaliteten af deres discrete trial øvelser: karakteristika ved terapeuten og barnet, den indledende ABA-efteruddannelse, den løbende supervision og de interventionsteknikker, der anvendes. Selv om denne interviewundersøgelse ikke gør det muligt at påpege entydige sammenhænge mellem disse faktorer og den pædagogiske praksis, så kan det være nyttigt at placere disse resultater i sammenhæng med resultater fra tidligere undersøgelser af personaleadfærd.

Terapeuterne fremhæver kompetente, sympatiske, motiverede og medgørlige børn som faktorer, der medvirker til at forøge effektiviteten af interventionen. Det kan betyde, at børn, som er modtagelige for tidlig og intensiv adfærdsanalytisk intervention, og som gør hurtige fremskridt, får en behandling, der er præget af høj trofasthed over for både metode og procedurer. Tidligere forskning har vist, at mentalt retarderede børn, som af deres lærere opfattes som selvstændige, modtager en mere intensiv intervention end mere uselvstændige børn (McConnell, McEvoy & Odom 1992). Anden forskning har vist, at personalet er mere opmærksomt på og interagerer mere positivt med børn med mental retardering, hvis disse opfattes om sympatiske, attraktive og intellektuelt kompetente (Dailey, Allen, Chinsky, & Veit, 1974).

I modsætning hertil mener terapeuterne i denne undersøgelse, at børn, som gør langsomme fremskridt eller som har udfordrende adfærd, udgør en hindring for effektiv oplæring. Tilsvarende resultater kan findes i litteraturen om behandling af børn med mental retardering. Her viser forskningen, at metodetrofastheden falder i takt med den udfordrende adfærd. Når personale oplever problemer med visse børns udfordrende adfærd kan det resultere i, at personalet fravælger eller nedprioriterer disse børn og i stedet prioriterer at være sammen med børn, der er mere givende. Resultatet kan blive, at de børn, der har mest brug for intensiv intervention, sandsynligvis har mindst chance for at få en intensiv og metodetrofast intervention. Disse sammenhænge bør have som konsekvens, at supervisorer i højere grad skal understøtte de terapeuter, der arbejder med udfordrende børn, og det skal sikres, at interventionsteknikkerne ikke i sig selv fremmer problemadfærd.

Terapeuterne i denne undersøgelse rapporterede, at undervisning i adfærdsanalytiske teknikker og i adfærdsanalytisk teori forøgede interventionens effektivitet. Det understreger vigtigheden af, at der tilrettelægges en efteruddannelse, der videreformidler både teoretiske og praktiske aspekter af behandlingen før og under interventionen. Efter at terapeuterne har modtaget en undervisning, som etablerer en begrebsmæssig basis for interventionen, er trænerne mere forstående over for de problemer, de møder. Sådanne problemer er ofte usikkerhed omkring målfærdigheder og følelsesmæssige reaktioner på børnenes problemadfærd. Efteruddannelse kan hjælpe dem med at overvinde de nævnte barrierer og kan sætte terapeuterne i stand til at påskønne målene for interventionen og at se barnets færdigheder i en større sammenhæng. Hvis man også informerer terapeuterne om børns mulige adfærdsmæssige reaktioner på interventionen, kan det forberede dem på de udfordringer, de møder. Det kan desuden anbefales at lade nye terapeuter observere sessioner med erfarne terapeuter.

Terapeuterne i denne undersøgelse har fremhævet, at bestemte øvelser og tilhørende måladfærd påvirker deres mulighed for at indfri forventningerne til deres arbejde. Komplekse procedurer og mål, som forudsætter flere ressourcer, bliver opfattet som sværere at implementere end mere simple og naturlige mål. Tilsvarende resultater er blevet fundet i tidligere forskning i specialklasser, hvor det har vist sig at krav om direkte og tæt interaktion mellem barn og voksen sjældnere bliver udført end mere indirekte former for intervention (McConnell et al, 1992). Disse resultater kan have betydning for adfærdsanalytisk intervention, hvor intensiv indlæring er altafgørende. En tidligere undersøgelse af hjemmebaserede ABA-tilbud (Smith et al. 2000a) har vist, at de fleste børn i hjemmebaserede ABA-tilbud hurtigt etablerer en række basale færdigheder, men at progressionen på længere sigt ikke kan opretholdes. Det kan skyldes, at det personale, som ansættes og instrueres af forældre, hurtigt bliver kompetente til at levere basal oplæring, men ikke magter at etablere mere avancerede færdigheder som samtale og etablering af kammeratskabsrelationer. Terapeuternes svar i denne undersøgelse understøtter denne fortolkning, og det viser, at en fortsat efteruddannelse af terapeuter er afgørende for, at de kan magte mere komplicerede former for indlæringsmål.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der selvfølgelig kan være et misforhold mellem terapeuternes selvforståelse, som den kommer til udtryk i interviewundersøgelsen, og deres faktiske adfærd. Dette misforhold kan illustreres af terapeuternes oplevelse af, at deres arbejde bliver påvirket negativt, når de bliver superviseret. Denne oplevelse er i modstrid med forskning, der viser, at discrete trial øvelser påvirkes positivt, når der er en observatør til stede. Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved terapeuternes oplevelse på dette punkt, og fremtidig forskning må belyse dette emne yderligere.

Erfaringerne fra denne undersøgelse har vist, at interviews med terapeuter er en brugbar metode til at undersøge de faktorer, der kan påvirke metodetrofasthed i tidlig og intensiv adfærdsanalytisk intervention. Resultater fra denne undersøgelse har således afsløret en række problemer, som må undersøges nærmere. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at interviews som metode til at indsamle data om adfærd i klinisk praksis, tillader ikke, at der opstilles entydige sammenhænge mellem behandlingsresultater og terapeuternes svar i interviewundersøgelsen. I denne undersøgelse udpegede terapeuterne lavtfungerende børn og børn med problemadfærd som en barriere imod metodetrofasthed. Men omvendt kan det også tænkes, at upræcis og usystematisk gennemført discrete trial teaching forøger omfanget af udfordrende adfærd hos et barn, eller at den upræcise træning i sig selv producerer dårligere resultater. Yderligere kan man tænke sig, at der er andre, ikke-undersøgte faktorer - fx supervisionens kvalitet eller tilpasningen af interventionen til det enkelte barn – som påvirker både barn og terapeut. Hvis supervisionens kvalitet eller hyppighed bliver forøget, kan man forestille sig, at interventionen i højere grad ville passe til det enkelte barn og at barnet derfor i mindre grad vil udvise udfordrende adfærd. Også inddragelse af mere erfarne seniorsupervisorer kan tænkes at forbedre interventionens kvalitet. Det er derfor ikke usandsynligt, at terapeuternes oplevelse af problemer med nogle børns behandling skal adresseres ved at ændre interventionens grundlæggende tilrettelæggelse.

Fremtidig forskning i proceduretrofasthed i discrete trial øvelser bør tilrettelægges som eksperimentel forskning, hvor man forsøger at identificere de faktorer, der er afgørende for behandlingens kvalitet. For eksempel kan single-subjekt design, hvor man systematisk manipulerer med variablerne, anvendes til at undersøge effekterne af direkte supervision på kvaliteten og omfanget af terapeut-barn interaktion. Der er imidlertid både praktiske og etiske barrierer imod en sådan forskning, der manipulerer med faktorer, der påvirker et barns adfærd i en oplæringssituation. En alternativ mulighed er at anvende direkte observationer i naturlige situationer for at belyse ændringer i kvalitet eller kvantitet i interaktion mellem barn og terapeut.

Man skal også medtænke, at de terapeuter, der har medvirket i denne undersøgelse, ikke nødvendigvis er repræsentative for ABA-terapeuter, som andre steder arbejder med tidlige og intensive adfærdsanalytiske interventioner. Især må det understreges, at disse resultater ikke nødvendigvis gør sig gældende for de forældre, der fungerer som behandlere for egne i hjemmebaserede ABA-tilbud. Tidligere undersøgelser har vist, at forældre – til forskel fra terapeuterne i denne undersøgelse – kun sjældent fremhæver barnets karakteristika som en barriere for effektiv intervention.

Det er også interessant, at terapeuternes forståelse af børnenes funktionsniveau som en hindring for effektiv intervention er i direkte modstrid med den forståelse, som de fleste supervisorer fremfører – nemlig, at man aldrig skal give barnet ansvaret for dårlige resultater, men tværtimod skal tilskrive manglende resultater kvaliteten i behandlingen og implementeringen af programmerne.

Undersøgelsen har vist, at terapeuters selvforståelse kan være en vigtig barriere imod metodetrofasthed og kvalitet i et ABA-tilbud. Det gør sig især gældende i de tilfælde, hvor terapeuternes opfattelse adskiller sig fra supervisorernes opfattelse, fordi et sådant misforhold kan resultere i manglende metodetrofasthed. Disse resultater kan have som konsekvens, at supervisorer bør adressere terapeuternes forståelse og må være parate til at udfordre disse forståelser, hvis de fungerer som barrierer imod behandlingens resultater. På den anden side må man ikke glemme, at sammenhængen mellem terapeut-forståelse og børns udviklinger også kan være omvendt – at terapeuternes positive opfattelse af barnet kan resultere i en forhøjet kvalitet og metodetrofasthed i gennemførelsen af behandlingsprogrammet.

Referentens kommentarer

Den eksisterende forskning i adfærdsanalytiske behandlinger af børn med autisme har næsten udelukkede fokuseret på barnet – barnets forudsætninger, barnets adfærd og indsatsens effekter for barnet. Derimod har det personale, der leverer den tidlige og intensive intervention, været så godt som overset forskningsmæssigt. Denne mangel gælder ikke alene i den adfærdsanalytiske forskning men helt generelt i autismeforskningen – der findes generelt meget lidt forskning i pædagogers og andre personalers adfærd i forhold til børn med autisme. Derfor er den refererede undersøgelse af Matthew D. Symes og hans kolleger fra University of Southhampton i England betydningsfuld som en start på større fokus på både personale og på interaktionen mellem børn og pædagoger i adfærdsanalytiske behandlinger. Undersøgelsen er dermed et af de første udtryk for en tendens til, at man forskningsmæssigt i stigende grad fokuserer på personaleforhold og personaleadfærd i adfærdsanalytisk arbejde. Det er en udvikling, som bl.a. fremmes af en fornyet fokus på efteruddannelses- og certificeringsprogrammer for adfærdsanalytisk personale, og at der generelt er en større opmærksomhed på, at personalet er en altafgørende faktor i kvalitetssikring af adfærdsanalytiske interventioner.

I undersøgelsen fra Southampton har man interviewet 19 personaler – hvoraf nogle er professionelle med en baggrund i psykologi eller specialpædagogik mens andre er deltidsansatte studerende, som har haft begrænsede formelle kvalifikationer. Denne sammensætning af undersøgelsesgruppen afspejler formodentlig – som nævnt i undersøgelsen – meget godt bredden i typiske, hjemmebaserede ABA-programmer i England (og USA). Men ved at blande personaler med en så varieret baggrund og samtidig operere med en begrænset undersøgelsesgruppe på bare 19, har man i sine spørgsmål og i sin analyse har været tvunget til at fokusere på variabler, der er fælles for denne meget forskelligartede personalegruppe. Det vil sige, at spørgsmål og temaer i analyser fokuserer på faktorer uden for personalet selv – børnene, børnenes personligheder og adfærdsmæssige særtræk samt supervisionen. Derimod har man ikke haft mulighed for – eller interesse for – at belyse variabler hos personalet – deres uddannelsesmæssige baggrund, deres alder, deres køn eller mere personlighedsmæssige faktorer hos personalet. Undersøgelsen giver således ingen svar på, om der i personalets egen selvforståelse er en sammenhæng mellem deres proceduretrofasthed og deres egne forudsætninger for at varetage et sådant arbejde. Det kunne have været interessant at få belyst hvilken betydning uddannelsesniveau og efteruddannelsesaktiviteter har for proceduretrofasthed og oplevelse af arbejdsmiljø og succes i ABA-interventioner.

Der er ingen tvivl om, at discrete trial øvelser i forhold til små børn med autisme forudsætter ganske særlige personlige kvalifikationer hos personalet. Ikke mindst fordi de fleste personaler i hjemmebaserede, tidlige og intensive interventioner normalt arbejder alene med barnet med autisme. Det forudsætter en meget høj grad af selvstændighed og energi, men også at man som personale kan klare at arbejde med et barn, der i starten af en intervention har begrænsede færdigheder, som ofte er passivt eller uinteresseret i andre mennesker, og som derfor er meget lidt givende. Eller formuleret anderledes – med adfærdsanalytiske termer – barnet giver den voksne en svag forstærkning, og den voksne skal derfor kunne finde andre former for motivation. Bl.a. i supervisionen, i teamet omkring barnet og i dataregistreringen. Den refererede undersøgelse kunne have valgt at belyse personalets opfattelse af sammenhænge mellem personlige kvalifikationer (her forstået som personlighed, selvstændighed, kreativitet i arbejdet), men det er ikke sket – sandsynligvis fordi sådanne variabler rækker ud over en traditionel adfærdsanalytisk forståelse for interaktionen mellem barn og voksen.

Procedure- og metodetrofasthed er en afgørende kvalitetsparameter i adfærdsanalytisk arbejde med børn med autisme. Uden en sådan trofasthed over for aftalte øvelser og programmer kommer interventionen til at mangle den nødvendige intensitet, systematik og kontinuitet. Men når man taler om proceduretrofasthed går man samtidig ud fra, at tilpasningen af ABA-metoden til det enkelte barn alene sker i forbindelse med supervisionen og at personalets opgave primært er at effektuere de aftaler, der er indgået i teamet. Men det er også en kvalitetsparameter at et program i det daglige kan tilpasses barnets ’dagsform’ – dvs. de variationer i barnets oplagthed, humør, interesse og energi; variationer, som er meget store når det gælder børn med autisme, og som bl.a. er præget af fx nattesøvn og appetit. Effektivitet i udførelsen af discrete trial øvelser afhænger uden tvivl også af den nødvendige tilpasning til barnets ’dagsform’, og en sådan tilpasning forudsætter dels et fagligt overskud hos personalet og dels en kreativitet. At være en god ABA-pædagog forudsætter altså ikke kun procedure- og metodetrofasthed men også at man er i stand til tilpasse procedurerne til barnet i det daglige arbejde. Disse spørgsmål bliver desværre heller ikke belyst i den refererede undersøgelse.

 

Joi Bay / 15.07.2006