» Forskning og evaluering » Resultater af intensiv adfærdsanalystisk behandling til børn med autisme og mental retardering (Smith et al. 1997)

FORSKNING

Resultater af intensiv adfærdsanalystisk behandling til børn med autisme og mental retardering

Smith, T., Eikeseth, S., Klevstrand, M. & Lovaas, O.I. (1997), ‘Intensive Behavioral Treatment for Preschoolers With Severe Mental Retardation and Pervasive Developmental Disorder’, American Journal on Mental Retardation, 102, 3, 238-249.

De fleste undersøgelser af intensiv adfærdsbehandling omfatter børn med autisme, som ikke eller kun i mild grad er mentalt retarderede. Det skyldes et forsøg på at sikre, at de børn, der indgår i undersøgelserne faktisk har autisme. Hos børn, der er svært retarderede, kan det være svært at stille en præcis autismediagnose, hvorfor sådanne børn ofte udelades fra undersøgelser. Men denne undersøgelse omfatter børn, der både er diagnosticeret som svært mentalt retarderede og med autistiske træk..

I undersøgelsen indgik 21 børn, som var under 4 år gamle, hvis intelligenskvotient var under 35, og som havde en diagnose for både mental retardering og adfærdsforstyrrelser. Disse 21 børn blev opdelt i en forsøgsgruppe bestående af 11 børn og en kontrolgruppe på 10. Denne opdeling var baseret på tilgængelighed af behandlere: hvis der på henvisningstidspunktet var ledige behandlere, blev børnene placeret i den gruppe, der fik intensiv adfærdsbehandling, mens de resterede blev placeret i kontrolgruppen, som kun modtog mindre behandling. Børnene i forsøgsgruppen modtog 30 timers 1:1 behandling i deres hjem af behandlerteams, bestående af 4-6 studerende og en senior-behandler. Børnene i kontrolgruppen fik 10 timers behandling per uge. Begge grupper blev behandlet efter principperne for intensiv adfærdstræning, sådan som de oprindelig blev formuleret af Lovaas (Lovaas et al., 1981; Løvaas, 1989). For begge gruppers vedkommende blev forældrene inddraget som behandlere.

Begge grupper af børn blev testet, da undersøgelsen startede og igen ved undersøgelsens afslutning. Ved undersøgelsens start var børnene i forsøgsgruppen i gennemsnit 36 måneder gamle og børnene i kontrolgruppen 38 måneder gamle. Deres gennemsnitlige intelligenskvotient var hhv. 28 og 27. Ingen af børnene havde nogen form for talesprog. En registrering af børnenes problemadfærd – manglende reaktion på tiltale, afvisning af voksne, manglende leg med legetøj, stereotypier, aggressioner, manglende renlighed – viste, at de to grupper også på disse punkter var sammenlignelige.

Ved undersøgelsens afslutning blev begge grupper af børn igen testet. På dette tidspunkt var gennemsnitsalderen hhv. 71 måneder for undersøgelsespopulationens vedkommende og 64 måneder for kontrolgruppen. Når aldersforskellen mellem forsøg- og kontrolgruppen var større ved undersøgelsens afslutning end ved dens start, skyldes det, at de afsluttende tests blev foretaget ved behandlingens afslutning uanset børnenes kronologiske alder.

Den gennemsnitlige intelligenskvotient for forsøgsgruppen var forsøget fra 28 til 36, mens intelligenskvotient for kontrolgruppen var faldet fra 27 til 24. En anden karakteristisk forskel var anvendelsen af talesprog. Mens ingen af børnene havde anvendt talesprog ved behandlingens start, anvendte 10 af 11 børn i forsøgsgruppen talesprog mod kun 2 ud af 10 børn i kontrolgruppen. Derimod var der ikke forskelle i de to gruppers adfærdsmæssige problemer.

Disse resultater er – som nævnt – gennemsnitstal. Der var imidlertid meget store individuelle forskelle. I forsøgsgruppen var der f.eks. både et barn, hvis intelligenskvotient forblev uændret og som ikke udviklede nogen form for talesprog, og et andet barn, der forøgede sin intelligenskvotient med 42 point og udviklede evnen til at føre mundtlige samtaler. Derimod var variationerne i kontrolgruppen mindre: ingen børn forøgede deres intelligenskvotient væsentligt og kun 2 opnåede talesprog, men de fleste udviste færre adfærdsmæssige problemer.

Selv om behandlingen af børn i forsøgsgruppen havde markante positive effekter – resultater, som i følge forfatterne ikke kun er talmæssige ændringer i intelligenskvotient, men faktisk har betydning for børnenes funktionsniveau – er resultaterne langt fra den 31 point forøgelse af intelligenskvotient, som de børn, der indgik i dem oprindelige UCLA-undersøgelse, opnåede. Disse børn fik den samme form for behandling, men de fik den i længere tid og i flere timer om ugen, og disse børn havde desuden som udgangspunkt en intelligenskvotient på over 35. Børn med svær mental retardering, der modtager intensiv adfærdsundervisning, opnår altså ikke de samme effekter af behandlingen som børn, hvis udvikling ikke er forsinket i samme omfang.

Referencer

Lovaas, O. Ivar, A.B. Ackerman, D. Alexander, P. Firestone, J. Perkins, & D. Young. Teaching developmentally disabled children : The ME Book. Austin, TX: Pro-Ed, 1981.

Lovaas, O.I. & Smith, T. (1989), ‘A comprehensive behavioral theory of autistic children : Paradigm for research and treatment’, Journal of Behavior Therapy and Experimental Psychiatry, 20, 17-29.