» Forskning og evaluering » Forholdet mellem stressfaktorer og personlige problemer hos forældre til børn med autisme (Dunn et al., 2001)

FORSKNING

Forholdet mellem stressfaktorer og personlige problemer hos forældre til børn med autisme

Dunn, M.E., Burbine, T., Bowers, C.A. & Tantleff-Dunn, S. (2001), 'Moderators of stress in parents of children with autism', Community mental health journal, 37, 1, 39-52.

Det er velkendt at forældre til børn med autisme oplever flere personlige problemer og er mere belastede end forældre til børn med andre handicap. De personlige problemer omfatter depressioner, ægteskabelige problemer og social isolation. Denne undersøgelse har til formål at undersøge hvilke personlige og familiære faktorer hos forældrene – altså ikke hos deres børn med autisme – som fremmer eller hæmmer udviklingen af denne type problemer.

Deltagerne i undersøgelsen er 39 mødre og 19 fædre til børn med autisme i alderen mellem 3 og 15 år i Florida, USA. Den gennemsnitlige alder for forældrene var 37 år og 7 år for børnene med autisme. Forældrene blev bedt om at besvare en lang række spørgsmål i forskellige spørgeskemaer, som er standardiserede tests til måling af sociale, personlige og familiære forhold. Det drejede sig om The Inventory of Socially Supportive Behaviors (altså spørgsmål om at give og få personlig støtte til og fra andre), Ways of Coping Questionnaire (spørgeskema om personlige problemstrategier), Parenting Stress Index (index over forældrebelastninger), Internal-External Locus of Control Scale (en måling af indre- og ydrestyring), Life Experiences Survey (sprøgeskema om livserfaringer).

I undersøgelsen er der herefter udvalgt tre indikatorer på personlige problemer – depression, social isolation og ægteskabelige problemer – og udvalgt en række baggrundsvariable: belastninger, personlig støtte, indre/ydre kontrol samt otte forskellige personlige problemstrategier.

Resultaterne er en lang række komplicerede sammenhænge, hvoraf kun de vigtigste er nævnt her:

1. Højere grad af personlig støtte (dvs. socialt netværk) havde en positiv sammenhæng med færre ægteskabelige problemer, men det er interessant, at der ikke var en sammenhæng mellem omfanget af personlig støtte og oplevelsen af isolation; dvs. at forældrene følte sig socialt isolerede uafhængig af om de havde et stort socialt netværk eller ej.
2. Bestemte former for personlige problemstrategier (dvs. måder at tackle problemer på) havde en tydelig sammenhæng med oplevelsen af social isolation; nemlig »flugt fra og undgåelse af problemet« samt manglende evne til at bruge »positive omvurderinger« som problemstrategi (»positive omvurderinger« betyder at man vokser med problemerne, at man finder nyt håb, at man opdager nye værdier i ens liv og at man er kreativ i omgangen med problemer).
3. Indrekontrol (dvs. at man psykologisk set har selvtillid og at ens liv styres af egne vurderinger i stedet for andres vurderinger) har en sammenhæng med lavere grad af depression og social isolation.
4. Problemstrategien »flugt fra og undgåelse af problemet« havde en tydelig sammenhæng med depressioner, isolation og ægteskabelige problemer. »Flugt og undgåelse« som problemstrategi betyder bl.a. at man håber på mirakler, har fantasier om helbredelse, at man overforbruger mad, spiritus eller medicin samt at man undgår andre.
5. Andre problemstrategier havde også sammenhæng med en forøget mængde personlige problemer. Det gælder således »distancering fra problemet«, som indebærer at man fortsætter som om intet var galt, at man forsøger at glemme barnets handicap eller at man underbetoner barnets handicap.
6. Belastninger forårsaget af barnets handicap var i sig selv ikke en faktor, som havde betydning for omfanget af personlige problemer (min kommentar: dette resultat er temmelig overraskende og i modstrid med anden forskning, som viser en klar sammenhænge mellem omfanget af problemadfærd har barnet og omfanget af personlige problemer hos forældrene).

Forfatterne konkluderer selv, at professionelle, som rådgiver og hjælper forældre til børn med autisme, især skal lægge vægt på, at forældrene undgår »flugt fra og undgåelse af problemet« som problemstrategi og i stedet skal hjælpes til at bruge »positive omvurderinger« som strategi i deres fortsatte liv.