» Forskning og evaluering » Økonomiske konsekvenser ved autisme (Jarbrink & Knapp, 2001)

FORSKNING

Økonomiske konsekvenser ved autisme

Järbrink, K., & Knapp, M. (2001). The economic impact of autism in Britain. Autism, 5, 7-22.

En forudsætning for at kunne beregne eventuelle samfundsmæssige besparelser ved tidlig indsats er en viden om, hvad de samlede udgifter til personer med autisme er, og hvilke samfundsmæssige indkomsttab der er knyttet til personer med autisme igennem hele deres liv. Denne type af totale økonomiske overslag er vanskelige at beregne, fordi autisme er karakteriseret ved at producere udgifter og manglende indtægter i flere sektorer: i familierne, i uddannelsessystemet, i det sociale system og i sundhedsvæsenet. To forskere fra Centre for the Economics of Mental Health i London har imidlertid forsøgt at foretage en sådan analyse i Storbritannien.

Eftersom detaljerede oplysninger om udgifter og manglende indtægter i forbindelse med personer med autisme ikke i forvejen er tilgængelige, har forskerene selv skullet opstille diagnostiske og økonomiske forudsætninger:

Der er regnet med prevalens for diagnoser inden for det autistiske spektrum på 5 per 10.000 personer. Dette skøn er konservativt sat eftersom nyere prevalensundersøgelser snarere taler for en udbredelse på 10 per 10.000 personer (og den nyeste opgørelse fra Storbritannien taler om en udbredelse på 60 ud af 10.000 førskolebørn inden for det autistiske spektrum i bred forstand og op mod 30 per 10.000 for infantil autisme i snæver forstand (Medical Research Council, 2001, s. 18)

Man er desuden gået ud fra, at 75% af personer med autisme har indlæringsvanskeligheder (her defineret som mentalt retarderede med en IQ under 70), mens 25% er højtfungerende personer med autisme.

En forudsætning er desuden at personer med autisme har en lidt kortere forventet gennemsnitlig levetid end ikke-handicappede personer.

I beregningen indgår følgende udgifter: hospitalsudgifter, andre sundhedsudgifter, sociale udgifter, specialundervisning, beskyttet arbejde, dagtilbud, frivilligt socialt arbejde, medicinudgifter, tabt produktivitet (for højtfungerende personer med autisme), familiernes udgifter samt familiernes indkomsttab.

Inden for hvert af disse udgiftsområder er der foretaget skøn over den årlige udgift per person. Disse skøn er baseret på engelske og internationale undersøgelser af levevilkår og funktionsniveau for personer med autisme samt de gennemsnitlige britiske udgifter til personer med handicap. For børnenes vedkommende indgår f.eks. oplysninger om hvor mange procent, der modtager specialundervisning og hvor mange, der kan gå i almindelige skole. For voksne har man inddraget oplysninger om hvor stor en procentdel, der kan bo for sig selv, hvor mange, der kan bo i beskyttede boliger og hvor mange, der må bo på døgninstitutioner.

Resultatet af disse skøn fremgår af denne tabel, hvor udgifterne er fordelt på personer med indlæringsvanskeligheder og højtfungerende personer med autisme. Der er tale om totale udgifter over et helt liv.

Tabel 1. Gennemsnitlige udgifter til personer med autisme i livslangt perspektiv.

Dvs. at de samfundsmæssige udgifter og tab for er person med autisme og mental retardering er skønnet til at være £2,94 mio. og til at være £785,000 for en højtfungerende person med autisme. Omregnet til danske kroner svarer det til en udgift på henholdsvis 33,7 og 8,8 millioner DKK

Hvis man omregner disse tal til hele De forenede Kongeriger (dvs. United Kingdom) svarer det til en samlet udgift på 975 millioner pund per år (svarende til 10,9 milliarder DKK om året). Langt hovedparten af udgifterne – næsten 73% – er forbundet med leveomkostninger; dvs. udgifter til personer, som enten ikke kan bo for sig selv og må have forskellige grader af støtte, eller til personer, som måske kan klare at bo alene, men som ikke kan passe et arbejde, og som derfor må leve af overførselsindkomster. Den næststørste udgiftsgruppe er dagtilbud – 14% – hvorimod de udgifter, der er knyttet til autistiske personer som børn – specialundervisning, som i Storbritannien også omfatter førskolebørn – kun udgør ca. 6%. Dvs. at langt hovedparten af samfundets udgifter er forbundet med autistiske personers liv som voksne. Det skyldes dels, at de fleste børn med autisme bor hos deres forældre og derfor kun påfører samfundet mindre udgifter og dels at barndommen kun udgør ca. 1/4 af en autistisk persons forventede levetid.

Med en sådan fordeling af udgifterne er det tydeligt, at selv små forbedringer i voksne autisters funktionsniveau kan få meget store økonomiske konsekvenser. F.eks. viser beregninger at hvis en person er i stand til at bo i en beskyttet bolig og at passe et beskyttet arbejde i stedet for at bo på døgninstitution og blive beskæftiget på et dagcenter, så vil den samfundsmæssige besparelse være ca. £148.000 per person (min kommentar: dette skøn synes meget lavt sat). Disse konklusioner betyder også, at der kan være endog meget store samfundsmæssige besparelser forbundet med tidlig indsats, hvis denne resulterer i et højere funktionsniveau hos voksne personer med autisme.

Referencer

Medical Research Council (2001), Review of Autism Research : Epidemiology and Causes, London, Medical Reseach Council.