|
 |
FORSKNING
Eksperiment til afprøvning af gruppebaseret trinvis
læring
Taubman, M., Brierley, S., Wishner, J., Baker, D., McEachin,
J., & Leaf, R. B. (2001). The effectiveness of a group
discrete trial instructional approach for preschoolers with
developmental disabilities. Research in Developmental Disabilities,
22, 205-219.
Introduktion
Effektiviteten af en-til-en-baseret trinvis læring
(discrete trial training) for børn med autisme og andre
udviklingsmæssige handicaps er blevet dokumenteret i
en lang rækker undersøgelser. Men andre undersøgelser
har vist, hvordan gruppeundervisning som supplement til trinvis
læring i visse situationer er mere effektivt: gruppeundervisning
tillader en tilnærmelse til normale undervisningssituationer,
gruppeundervisning facilitere integration blandt ikke-handicappede,
og gruppeundervisning giver flere muligheder for kommunikation,
interaktioner, og indlæring af sociale færdigheder.
Desuden har gruppeundervisning vist sin styrke i indlæringen
af turtagning og tålmodighed samt for generalisering
af færdigheder, som er lært i en-til-en situationer.
Gruppebaseret, trinvis læring er blevet praktiseres
på forskellige måder: som instruktion med kor-svar
(dvs. at eleverne i en gruppe får den samme opgave og
svarer i kor), og som roterende en-til-en træning (dvs.
at træneren henvender sig til børnene skiftevis).
Begge disse metoder giver imidlertid begrænsede muligheder
for kommunikation mellem eleverne.
Det eksperiment, hvis resultater gennemgås i artiklen,
er tilrettelagt for at undersøge effektiviteten af
en gruppebaseret trinvis læring, som -- ud over sekvensialitet
og brugen af korsvar -- inkluderer elementer, der fremmer
overlappende instruktioner. Overlappende instruktioner er
instruktioner hvor en øvelse kan påbegyndes med
en elev inden den forrige øvelse (med en anden elev)
er afsluttet. Denne metode er udviklet for at facilitere indlæring
i en gruppe, sikre forbedrede muligheder for social interaktion,
facilitere observationel læring (dvs. at børnene
lærer ved at observere hinanden) samtidig med at undervisningens
indhold kan være individuelt.
Metoden
Undersøgelsen blev gennemført i en specialklasse
for børnehaveklassebørn i en normal folkeskole
i Californien. Klassen bestod af 8 elever med udviklingsmæssige
handicaps, og alle 8 elever deltog i undersøgelsen.
De var fra 3 år og 3 måneder til 5 år og
5 måneder gamle da undersøgelsen startede. Deres
diagnoser omfattede autisme (2 elever), Down's syndrom (3
elever), samt andre mentale handicaps (herunder føtalt
alkohol syndrom). Alle 8 børn var på et tidligere
tidspunkt (altså ikke i forbindelse med eksperimentet)
blevet testet med Vineland Adaptive Behavior Scales, som viste
et gennemsnit på 63 på den samlede score (spredning
fra 51-71).
Undervisningen blev varetaget af en lærer og to støttepædagoger.
Læreren havde tre års erfaringer med ABA-behandling
for autisme. De to støttepædagoger havde også
tidligere erfaringer med behandling af børn med autisme.
Resultater
Procentandelen af korrekte svar i tre forskellige øvelser
blev anvendt som afhængige variable. Den første
øvelse var en sangleg, og den adfærd, der blev
målt i den forbindelse, var f.eks. korrekte fagter til
sanglegen, hvilket blev indlært ved at læreren
først lærte børnenes at gøre fagterne
løsrevet fra sangen og siden som en del af sanglegen.
Alle elever blev lært de samme 8 fagter og deres opgaver
var således ens. For hvert barn skulle alle fagter i
hele sanglegen være korrekte for at blive scoret som
korrekt.
Den anden øvelse bestod af simple talmæssige
opgaver. F.eks. skulle børnene imitere at læreren
lagde et antal plastikæg i en kurv; altså en øvelse
i at huske det korrekte antal æg i hver imitation. Endelig
var der individuelle sproglige øvelser, hvor der for
hvert barn blev tilrettelagt enten en receptiv, en ekspressiv
eller en nonverbal ekspressiv opgave.
Indledningsvis blev der målt baseline for alle børnene.
Opgaverne blev præsenteret men børnene blev i
denne indledende test ikke promptet, de fik ikke feedback
(dvs. hverken ros eller at vide hvis opgaven var løst
rigtigt eller forkert) eller vejledning i hvordan opgaven
skulle løses.
Den gruppevise trinvise træning, som blev anvendt i
dette eksperiment, er beskrevet nærmere i en bog, som
to af forfatterne tidligere har skrevet (Leaf & McEachin,
1999),. Hver øvelse indeholdt en instruktion, promptning,
mulighed for at reagere og en differentieret forstærkning.
Den gruppevise træning inkluderede tre typer af undervisning:
sekventielle gruppeinstruktioner, kor-orienteret gruppeinstruktion
samt overlappende gruppeinstruktioner.
Sekventielle gruppeinstruktioner betyder, at den trinvise
instruktion bliver givet til forskellige børn i tilfældig
rækkefølge. En øvelse for en elev bliver
afsluttet, inden den næste elev får sin øvelse,
og alle øvelser er uafhængige af hinanden.
Kor-orienteret gruppeinstruktion betyder at hver øvelse
præsenteres for gruppen som sådan, og at alle
forventes at give det samme svar samtidig -- som et kor.
Overlappende gruppeinstruktioner indebærer at nogle
øvelser igangsættes for nogle børn inden
andre børns øvelser er afsluttet. I disse situationer
er øvelserne overlappende, hvilket indebærer
at det ene barns løsning af opgaven er forbundet med
andre børns øvelser. Denne overlappende tilgang
har antaget mange former: f.eks. får en elev en opgave
og mens han eller hun udfører den, får den næste
elev en opgave, der indbefatter at han skal være opmærksom
på den første elevs løsning af sin opgave.
Begge elever får således feed-back samtidig og
begge øvelser afsluttes samtidig. Et andet eksempel
er den manglende feed-back, som elever, der løser opgaven
forkert, men hvor læreren i stedet går videre
til den næste elev, som -- hvis hans opgave løses
korrekt -- modtager ros. Denne elevs ros fungerede altså
samtidig som svar på den første elevs manglende
eller forkerte løsning. Den overlappende gruppeinstruktion
rummer muligheder for observerende læring, dvs. indlæring
ved i kraft af andres svar. Som en fordel ved denne undervisningsform
fremhæves også, at den udvikler fælles opmærksomhed
og fælles referencepunkter.
Selvom der var tale om gruppeundervisning, var alle øvelser
individualiserede, og således var undervisningens indhold,
implementeringen og den løbende tilpasning af undervisningen
tilpasset til den enkelte elev.
Eksperimentet omfattede 17 sessioner, som alle blev videooptaget,
og analyserne blev foretaget på grundlag af disse videooptagelser.
Øvelserne blev scoret for hver enkelt elev. Korrekte
og forkerte svar blev registreret sammen med eventuel promptning.
For hver session blev der udregnet en procentandel korrekte
svar for hver enkelt elev, men disse individuelle resultater
blev siden regnet sammen til et kollektivt resultat.
Inden den målrettede gruppeundervisning blev igangsat
-- dvs. i base-line-situationen -- var andelen af korrekte
svar meget lav, fra 0% for sanglegen til 6% for matematikopgaven.
Efter gruppeundervisningen blev igangsat steg andelen af korrekte
svar og opgaveløsninger til 59% for matematikopgaven,
73% for sprogopgaven og 40% for sanglegen.
I følge forfatterne har dette eksperiment vist, at
gruppeundervisning kan give overbevisende resultater, sådan
som det fremgår af opgørelsen over korrekte opgaveløsninger
hos de 8 elever i de tre øvelser: sangleg, sprogøvelser
og matematikopgaver.
Mens dette eksperiment ikke direkte har undersøgt generaliseringseffekterne
af gruppeundervisning, er forfatterne ikke i tvivl om, at
der findes en sådan effekt. Det er ikke blevet dokumenteret,
men i følge forfatterne, opnåede flere af eleverne
at lære andre elevers øvelser; øvelser,
som lå på et højere niveau end de øvelser,
der var målrettede imod deres eget niveau. Der er således
behov for at få undersøgt disse sideeffekter
af metoden systematisk.
Det hører også med til undersøgelsens
resultater, at der var tale om en stabil indlæring,
hvilket fortolkes som et tegn på, at der ikke har været
nævneværdige adfærdsproblemer blandt eleverne.
Acting out-adfærd og andre former for provokerende adfærd
og trodsadfærd har været minimal og blev i højere
grad rettet imod gruppen som sådan i stedet for imod
en enkelt person -- træneren -- sådan som det
er tilfældet i en-til-en træningssituationer.
Derimod er der flere observationer, som viser, at eleverne
har hjulpet hinanden med at løse hinandens opgaver.
Dvs. at metoden rummer tydelige elementer af kammeratformidlet
læring (peer mediated effort).
Forfatterne hævder også, at gruppeundervisning
repræsenterer en betydelig effektivisering i forhold
til en-til-en træning. En enkelt undervisningssekvens
på bare 18 minutter skulle således svare til ikke
mindre end 2½ times en-til-en træning af de 8
involverede elever. Forfatterne konkluderer derfor, at denne
form for gruppeinstruktion kan være et supplement til
en-til-en træning og at der dermed kan spares lærerkræfter,
men understreger samtidig at det er noget, der må undersøges
nærmere.
Metoden har dog en væsentlig bagside: den overlappende
trinvise læring er kompliceret. I tillæg til kompliciteten
i en sædvanlig kvalificeret trinvis læring, indeholder
den desuden sammenføjning af flere samtidig processer,
individualisering af mål, og et indviklet samarbejde
mellem lærere og støttepædagoger. Desuden
udgør denne gruppemodel et brud med en af grundpillerne
i den sædvanlige trinvise læring af børn
med autisme, nemlig behovet for øvelserne er individualiserede
og specialiserede efter behovet for individuel træning.
Derfor er der et brug for, at den gruppeorienterede og overlappende
undervisningsmetode afprøves i forhold til børn
med autisme mere grundigt end det er gjort i dette eksperiment.
Det skyldes også, at den overlappende gruppevise undervisning
i høj grad baserer sig på gensidig læring
og læring i kraft af observationer af andre elever;
læringsformer, som børn med autisme må
formodes at have store problemer med.
Min kommentar
Det er en mangel ved dette eksperiment at resultaterne for
de enkelte børn ikke er offentliggjort. Det er kun
de gennemsnitlige resultater, som analyseres, og der er end
ikke redegjort for spredningen i de 8 børns resultater.
Man kan derfor forestille sig, at selv om resultaterne gennemsnitligt
er gode og understøtter brugen af gruppevis trinvis
læring, så kan der være enkelte børn,
som slet ikke har profiteret af denne undervisningsform. Det
kunne være børn med autisme, eller det kunne
være børn der udviklingsmæssigt har haltet
efter de øvrige. Derfor er det ikke muligt med udgangspunkt
i denne undersøgelse, at dokumentere om der er forskel
på metodens anvendelighed i forhold til børn
med forskellige handicap og med forskellige udviklingsmæssige
udgangspunkter.
Referencer
Leaf, R., & McEachin, J. (1999). A Work in Progress:
Behvaior Mangement Strategies and a Curriculum for Intensive
Behavioral Treatment of Autism. New York: DRL Books.
|
