|
 |
FORSKNING
Effektundersøgelse af TEACCH i specialundervisningen, Italien
Panerai, S., Ferrante, L., & Zingale, M. (2002). Benefits
of the Treatment and Education of Autistic and Communication
Handicapped Children (TEACCH) programme as compared with a
non-specific approach. Journal of Intellectual Disability
Research, 46, 318-327.
I Italien har handicappede børn mulighed for at blive integreret
med støtte i almindelige skoleklasser. Der er tale om en generel
ret, som alle børn med handicap har, og det er meningen at
der i hvert enkelt tilfælde skal findes særlige løsninger,
som tager hensyn til barnets specifikke handicap. Denne undersøgelse
har til formål at sammenligne effekten af et TEACCH-baseret
program, som ikke inkluderer skoleintegration, med den sædvanlige
behandling, som er integreret i skolesystemet. Undersøgelsen
er foretaget på IRCCS Oasi Maria SS (Scientific Research Institute
for Mental Retardation and Brain Agening, fra Troina på Scicilien
i Italien).
I undersøgelsen indgår to grupper af børn, en undersøgelses-
og en kontrolgruppe. Undersøgelsesgruppen består af 8 drenge
diagnosticeret med autisme eller »severe intellectual
disability« (denne diagnose er upræcis og ikke anerkendt
internationalt). Kontrolgruppen bestod også af 8 drenge, som
var matchede mht. diagnose og alder. Gennemsnitsalderen var
i begge grupper ca. 9 år, og alle børn var uden funktionelt
talesprog. Undersøgelsesgruppen modtog TEACCH-baseret behandling,
mens kontrolgruppen var integreret med støtte i det almindelige
skolesystem og modtog her varierende og uspecificerede behandlingstilbud.
De to grupper var signifikant forskellige mht. mental alder:
undersøgelsesgruppen havde en højere kronologisk alder, en
lavere mental alder og mere udprægede autistiske symptomer.
Den mentale alder for børnene i undersøgelsesgruppen varierede
mellem 12 og 24 måneder og mellem 13 og 24 måneder i kontrolgruppen.
Børnene i undersøgelsesgruppen blev behandlet på det center,
hvor undersøgelsen er foretaget i Troina. De boede og blev
behandlet på instituttet og kom kun hjem i weekender. Børnene
i kontrolgruppen boede med deres forældre og gik i lokale
skoleklasser (20 elever) med forskellig grad af støtte. De
fik fysioterapeutisk behandling og talepædagogisk behandling
af ukendt omfang, men ikke autismespecifik behandling. Der
blev således ikke anvendt hverken struktureret undervisning
eller visuelle kommunikationsmidler, og børnene var tilsyneladende
integreret i klassen hele skoledagen. Hverken klassernes almindelige
lærere eller støttepædagogerne havde specielle kundskaber
om autisme. Børnene i de to grupper fik behandling i det samme
antal timer.
Børnene i begge gruppe blev testet to gange med et års mellemrum
vha. PEP-R og VABS (PsychoEducational Profile Revised;
Vineland Adaptive Behaviour Scale). Testene blev gennemført
af personale fra instituttet, men de var ikke informeret om
formålet med testene og var ikke involveret i undersøgelsen.
Resultaterne af disse tests viser, at der i PEP-R-testen
blev fundet statistisk signifikante testforbedringer i undersøgelsesgruppen
inden for 7 ud af 8 områder: imitation, perception, grovmotorik,
hånd-øje-koordination, kognitive præstationer, total score
og for mental alder. Det eneste test-område, hvor der ikke
kunne konstateres testforbedringer var finmotorik. I kontrolgruppen
var testforbedringerne kun signifikante i hånd-øje-koordination.
I VABS-testen blev der kun fundet signifikante forbedringer
inden for 4 ud af 12 områder i undersøgelsesgruppen: personlige
færdigheder, total-score for dagligdags færdigheder, leg og
fritid samt for den totale score. I kontrolgruppen var der
kun signifikante forbedringer på et område: total-score for
dagligdags færdigheder. De fraværende resultater i VABS-testen
forklares med, at denne test primært er verbal og at ingen
af børnene havde et funktionelt sprog, hverken før eller efter
behandlingen.
Konklusionen på denne undersøgelse er altså, at TEACCH i
ikke-integrerede omgivelser er mere effektiv som behandlingsform
end den sædvanlige, ikke-autismespecifikke integration af
børn i almindelige skoleklasser i Italien.
|