|
 |
FORSKNING
Resultater fra det oprindelige Young Autism Project, Californien
O. I. Lovaas, 'Behavioral treatment and normal educational/intellectual functioning in young autistic children', Journal of Consulting and Clinical Psychology, vol. 55 (1987), pp. 3-9.
Denne artikel er den oprindelige dokumentation for anvendt adfærdsanalyses effekt på førskolebørn med autisme. Det er denne artikel, som er årsagen til den efterfølgende optimisme med hensyn behandling af børn med autisme, men det er også en artikel, som har givet anledning til store diskussioner, og som er blevet kraftigt kritiseret. Undersøgelsen, som ligger til grund for denne artikel, lider – i lighed med de tilsvarende effektundersøgelser fra daværende tidspunkt – af en række metodiske svagheder, men det er historisk set den mest betydningsfulde artikel om brugen af anvendt adfærdsanalyse til behandling af småbørn med autisme.
De børn, der indgik i denne undersøgelse, skulle opfylde nogle optagelseskriterier:
- de skulle have en diagnose for autisme foretaget af en
psykiater eller en anerkendt psykolog uafhængig af undersøgelsen,
- deres kronologiske alder skulle være mindre end 40 måneder,
hvis børnene var uden talesprog og på mindre end 46 måneder,
hvis børnene have ekkolali,
- deres mentale alder skulle være på mindst 11 måneder
ved 30-måneders kronologisk alder.
Børnene blev fordelt i to grupper: en forsøgsgruppe, der
fik mindst 40 timers 1:1 ABA-behandling per uge (19 børn)
og to kontrolgrupper; kontrolgruppe 1 (19 børn), som fik højst
10 timers 1:1 ABA-behandling per uge, men som desuden modtog
sædvanlig specialpædagogisk behandling; kontrolgruppe 2 (21
børn), som modtog lavintensiv behandling af anden art uden
for Young Autism Project. Kontrolgruppe 2 indgik kun i undersøgelsen
som en kontrol af, at de børn, der deltog i Young Autism Project
som udgangspunkt ikke adskilte sig intelligensmæssigt og udviklingsmæssigt
fra småbørn med autisme i almindelighed.
Børn i forsøgsgruppen og i kontrolgruppe 1 fik behandling i Young Autism Project i 2 år eller mere. Fordelingen på de to grupper var ikke tilfældig, hvilket skyldes forældreprotester og etiske overvejelser. I stedet blev børnene som udgangspunkt fordelt til forsøgsgruppen, med mindre der var mangel på personale til at udføre den intensive behandling. I følge forfatteren var der ingen sammenhæng mellem dette fordelingskriterie og børnenes karakteristika, og man kan gå ud fra – stadig i følge forfatteren – at denne fordeling er resulteret i en fordeling som ikke er biased (dvs. ikke-påvirket af undersøgelsen). Der blev foretaget en lang række tests for at kontrollere sammenligneligheden, og de to grupper adskilte sig ikke fra hinanden med undtagelse af kronologisk alder: kontrolgruppen var i gennemsnit 6 måneder ældre end førsøgsgruppen.
Ved starten af behandlingen blev børnene udredt og testet vha. intelligenstests (Bayley, Cattell, Stanford-Binet samt Gesell). Der var enkelte, som det ikke var muligt at teste vha. disse standardtests, og deres mentale alder blev i stedet bestemt vha. Vineland Social Maturity Scale. Der er ikke i denne artikel opgivet IQ-score for hverken forsøgs- eller kontrolgruppen, men disse data findes i en senere opfølgningsartikel (McEachin et al., 1993).
Der blev desuden anvendt videooptagelser af børnene i frie
legesituationer for at bestemme graden af selvstimulering,
alderssvarende legeadfærd, genkendelige ord. Disse observationer
blev understøttet af interviews med forældre. Resultaterne
af disse interviews blev kodet i en ikke-standardiseret skala
bestående af 8 indikatorer. I alt var der 20 variabler i den
indledende udredning.
Resultaterne af den indledende udredning bliver sammenfattet
på denne måde: 2 ud af 19 var ntelligensmæssigt inden
for normalområdet, 7 var moderat mentalt retarderede, og 10
var retarderede i svær grad.. Ingen af børnene havde imaginær
legeadfærd, kun 2 udviste kompleks legeadfærd (flere forskellige
og heterogene adfærdsmønster, som tilsammen dannede en aktivitet)
og resten udviste simpel legeadfærd. 1 ud af 19 havde kun
minimalt talesprog, 7 anvendte ekkolali og 11 var stumme.
Resultaterne for kontrolgruppen var tilsvarende.
Follow-up-data
Efter behandlingen, da børnene var 6 og 7 år gamle, blev der indhentet oplysninger
om børnenes placering i skolesystemet i 1. klasse og der blev
foretage nye IQ-tests. Valget af tests var tilpasset børnenes
mentale alder og funktionsniveau: WISC-R, Stanford-Binet,
Merrill-Palmer. Disse to indikatorer – skoleplacering
og IQ-score – blev sammenfattet til et index:
- 3 point hvis barnet scorede i normalområdet intelligensmæssigt
og var placeret i en normal skoleklasse i 1. klasse og hvis
barnet var rykket op til en normal 2. klasse
- 2 point hvis barnet var placeret i en klasse for udviklingshæmmede.
- 1 point hvis barnet var placeret i en klasse for autistiske
og retarderede børn, og hvis barnets intelligenskvotient
lå i den alvorligt retarderede ende af skalaen.
Da opfølgningen blev foretaget var dette index 2,37 for forsøgsgruppen mod 1,42 for kontrolgruppe 1. Der er ikke opgivet mental alder ved opfølgningen – kun IQ og score for skoleplacering. Det viser sig, at IQ for forsøgsgruppen i gennemsnit var steget til 83,3, mens den kun var 52,2 for kontrolgruppen. Disse resultater er signifikante på .01-niveau (dvs. mindre end 1% sandsynlighed for at det drejer sig om statistiske tilfældigheder).
I forsøgsgruppen var der 9 børn (47% af 19) som gennemførte
1. klasse i en normal skole og blev testet som værende inden
for normalområdet intelligensmæssigt. 8 (42%) gennemførte
1. klasse i en klasse for udviklingshæmmede og blev placeret
i gruppen af mildt retarderede, mens kun 2 børn gik i en klasse
for autistiske/retarderede børn og var mentalt retarderede
i svær grad. Antallet af børn, der intelligensmæssigt blev
vurderet som værende inden for normalområdet, steg altså
fra 2 ved undersøgelsens start til 12 (9 i normalklasse og
3 i specialklasse for udviklingshæmmede). I både kontrolgruppe 1 og kontrolgruppe 2 var både mental
alder og IQ nærmest uforandrede fra start til slut i undersøgelsen.
Kun 1 barn (2%) opnåede normal funktion forstået som normal
skoleklasse og IQ i normalområdet. 18 børn (45%) gik i skoleklasse
for udviklingshæmmede og 21 børn (53%) gik i klasse for retarderede/autistiske
børn.
En variansanalyse, hvor man analyserer sammenhænge mellem
start- og slutvariable, viste, at mental alder var signifikant
relateret til resultater i både undersøgelsesgruppen og kontrolgruppe
1. Derimod var kronologisk alder ved starten af behandlingen
ikke relateret til resultaterne - <hverken i undersøgelsesgruppen
eller i kontrolgruppe 1.
Referencer
McEachin, J.J., Smith, T. & Lovaas, O.I. (1993), 'Long-Term Outcome for Children With Autism Who Received Early Intensive Behavioral Treatment', American Journal on Mental Retardation, 97, 4, 359-372.
|
