Hjælpetræner til 8-årig dreng med autisme og ADHD (København)

 

Vi er en familie på Christianshavn, som søger en fantastisk hjælpetræner/aflaster til at indgå i et specialpædagogisk team for vores søn, Elvin, på 8 år.

Elvin har et meget kærligt, humørfyldt væsen og er generelt glad og nysgerrig. Han er inkluderet på nedsat tid i en almindelig friskole, hvor han trives. Elvin har et højt men også meget skiftende funktionsniveau, der er afhængig af dagsformen. Elvin trænes efter ABA-metoden (Applied Behavior Analysis) som er en målrettet, intensiv metode til behandling af børn med autisme.

Hvad laver en hjælpetræner?

Som hjælpetræner indgår du i et stærkt team, der støtter Elvin i løbende at opnå overskuelige

sociale og kognitive delmål og i at udvikle redskaber til at navigere i verden. Du vil lære at vælge dine kampe og at fokusere på det væsentlige i hans udvikling. Hele teamet modtager løbende tæt  supervision fra en autoriseret psykolog, (Henriette Juul Nielsen, Knospe ABA), hvor vi evaluerer og opdaterer træningen og får vejledning i at håndtere de forskellige udfordringer, vi oplever. Somme tider er det hårdt, for det meste er det sjovt.

Træningen foregår i dagligdags situationer og har absolut en gennemgribende og postiv effekt på Elvins udvikling.

Som Elvins hjælpetræner skal du være opfindsom, tydelig og pragmatisk. Du skal have lyst til at udforske verden med Elvin, og du har en plan for, hvad næste skridt skal bringe. Du har sindsygt meget tålmodighed, og ligesom Elvin har du humor. Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant uddannelse, men det er ikke afgørende.

Tid og sted
Træningen foregår i vores hjem, på legeplads, i Brugsen, i svømmehal eller andre steder, som det giver mening at besøge. Arbejdstiden er ca. 10 timer ugentlig, inklusive supervision hver 3. uge og løbende team-møder. Du vil som regel skulle møde i tidsrummet mellem kl. 13.30-17.00.

Derudover skal du indimellem fungere som aflaster og tage en aften- eller weekendvagt.

Hvad du får

Du bliver en del af et reflekterende, inspirerende og støttende team, der modtager supervison af meget høj kvalitet. Du vil udvikle et indgående kendskab til ABA metoden og opnå en generel forståelse for autisme og motiveret læring. Du vil sandsynligvis lære noget nyt om dig selv.

Løn

Bruttoløn er 145 kr. per time.

Vi vil løbende afholde samtaler, og søger en person, der kan tiltræde snarest.

Er du interesseret, skriv eller ring til:

mail@sarajorn.dk

+45 2213 4558

karstenbagge@gmail.com

+45 2330 9416


Redaktionen /30.10.2017