|
 |
Ikke for skolen, men for livet
Af Merete Just, journalist
Alle kender Frank, men ikke én af os kan sige, hvilken
farve hans øjne har.
Vi gik i samme skole, og selv om der var 800 elever, vidste
vi alle, hvem han var. Frank kendte vi – selv om han
ikke spillede fodbold eller kort i frikvartererne. Men han
var med sit uforanderlige udseende i grøn parkacoat,
kassebukser og store træsko næsten et trygt holdepunkt
i tilværelsen for os andre. Sine skolebøger og
et udtjent penalhus havde han i et fedtet bomuldsnet, der
måske engang havde været råhvidt og uden
pletter. Kom vi på biblioteket, var han der altid med
sit net, men ingen så ham nogensinde til en skolefest.
Kom vi til at tale med ham, holdt han lange foredrag om radiosendere
og kortbølger, og var umulig at stoppe. Vi syntes måske
nok, at han var lidt sær, men sådan var det. Han
var en del af vores barndom, og alle syntes uudtalt enige
om, at han hørte til – uden at Frank behøvede
at galpe op i tide og utide – og på sin egen stille
facon hentede han den ene topkarakter efter den anden, da
tiden var inde til eksamen.
I dag har radio- og tv-forhandlerne hjemme i min barndomsby
kamp til stregen. Det er langt fra hver dag, de lokale indleverer
apparater til reparation hos de kendte kæder, hvor de
køber dem. Det klarer Frank. Det klarer han under arkitektlampen
ved sit skrivebord i det hus, han har købt, selv bor
i og lejer værelser ud i. Lejeindtægten supplerer
førtidspensionen, for først som 36-årig
fik han navn for de vanskeligheder, som hele livet har fået
Frank til at skille sig ud: Aspergers Syndrom.
Hans liv er så afgørende forskelligt fra vores.
Vi blev forældre – Frank gjorde ikke.
Frank ville selv give en mere nuanceret og knapt så
floromvunden og blomstrende beskrivelse af vores barndom,
som jeg gør. Selvfølgelig ville han det, men
vi er adskillige i min barndomsby, der mener, at vi skylder
ham tak: Han – i noget højere grad end lærerne
med deres 70’er-fodformede holdninger – lærte
os om retten – og pligten – til at acceptere forskellighed.
Måske lærte han endda nogen af os lidt om tolerance
i en lille by, hvor rammerne kan synes snævre …
Og så alligevel. En undersøgelse lavet af Kommunernes
Landsforening (KL) har for nylig vist, at hvis det står
til forældrene, kan politikerne glemme alt om deres
store mantra i disse år: Rummelighed i folkeskolen.
Mange folkevalgte ønsker en folkeskole med så
højt til loftet, at børn med særlige behov
i størst muligt omfang skal følge en dagligdag
i en normal klasse. Politikerne har ifølge undersøgelsen
ikke fælles fodslag med forældrene:
– Et solidt flertal blandt forældrene ønsker,
at børn med særlige behov fortsat skal skilles
ud fra normalklassen og modtage specialundervisning, skriver
bladet Danske Kommuner.
Hvis forældre mon der er tale om? Forældrene
til de såkaldt normale børn – eller forældrene
til børnene med »særlige behov«?
Svaret på dét lader Danske Kommuner blafre
i vinden …
Hvis man som mor eller far til et velfungerende barn erklærer,
at man ønsker, at børn med særlige behov
fortsat skal skilles ud fra normalklassen og modtage specialundervisning,
hvem tænker man så på?
Hvis interesser varetager I så som forældre?
Tænker I på skattekroner? Nej, vel. Tænker
I på den generelle situation for 20.1-området
i Danmark? Nej vel, I aner ikke, hvad det betyder. Tænker
I på mobning? Nej vel, det kunne jeres velfriserede
og velopdragne børn da aldrig finde på!
Tænker I på børnene med de særlige
behov? Nej vel, dem tager det offentlige sig da af! Tænker
I på, at nogle af børnene med de særlige
behov faktisk ikke har større behov, end at de med
en beskeden ekstra indsats, der måske endda er billigere
for samfundet end specialskolen, kan dækkes i den almindelige,
danske folkeskole? Nej vel, det er da ikke jeres problem.
Tænker I på muligheden for, at jeres børn
kunne lære noget andet end det, I umiddelbart tænker
på, mens I smører madpakken efter kostpyramidens
stringens? Nej vel, I har da nok at se til med fuldtidsjob,
to biler, patriciervillaen og planlægningen af ferien!
Tænker I på, at de kunne lære noget andet
end det, der skal føre dem ad den slagne vej til et
liv, der er en nøjagtig kopi af jeres eget? Nej vel,
I skal lige nå at have støvsuget i stuen ud mod
gaden, for hvis nu nogen kigger ind ad vinduerne …
Tænker I nogensinde på chancen for, at jeres
børn kunne lære et og andet om, at mennesker
grundlæggende er forskellige? Nej vel. Findes ord som
social forståelse, accept og tolerance i jeres ordforråd
– i jeres tanker?
Find selv svaret. Hvis I tør. Og mon I kan sove om
natten i det øjeblik (hvis det findes!), hvor I tør
se omfanget, betydningen og konsekvenserne af jeres oprigtige
svar, som I naturligvis holder for jer selv, i øjnene?
Men I tør nok ikke.
Farvel til ordblinde, gangbesværede, hørehæmmede,
sære, autistiske – ja, hvem ved, måske en
dag til de grimmeste, de fedeste og de fattigste! Hen i ghettoen
til de andre udstødte med dem, så deres »særlige
behov« kan forstærkes og ikke angår jer
og jeres børn. Ud af øje, ud af sind.
Farvel til Frank!
Spørger man Frank, mens han reparerer ens genstridige
videomaskine, vil han svare, at han var glad for vores skole,
men at han gerne ville have haft hjælp til at forstå,
hvorfor vi andre ikke altid sad på biblioteket, hvorfor
vi gik til fester, og hvorfor vi piger slyngede armene ind
i hinanden, når vi gik i skolegården. Han ville
gerne have haft hjælp til at lære noget om vores
adfærd, hvordan vi begik os i den verden, som for ham
er så kaotisk – og for os så legende let.
Men aldrig ville Frank have undværet den beskedne følelse
af fællesskab, han på en eller anden måde
i glimt følte, fordi vi accepterede. Fordi han altid
havde været der, ligesom os skulle han være
der – og det blev der ikke stillet spørgsmålstegn
ved. Der blev ikke lavet undersøgelser, der viste noget
som helst.
Frank, når du læser dette på en hjemmeside
for den behandling, du ville have givet alt for at have fået
for 30 år siden, så skal du vide, at det, du lærte
os derhjemme, var virkeliggørelse af de gamle latineres
vise ord, som du med 13 i latin næppe nogensinde har
glemt: Non scholae, sed vitae.
Ikke for skolen, men for livet.
|
