Uværdig isolation
Af Pernille Poulsen og Michael Christensen,
arkitekter, MAA
Mængden af autistiske børn er syvdoblet i Danmark
de sidste ti år. Det livslange perspektiv for denne
voksende gruppe ser i Danmark ganske deprimerende ud. Som
forældre til et autistisk barn er det således
trist at konstatere, at man herhjemme, i misforstået
omsorgsfuldhed, opbevarer en stor del af de små autistiske
børn i kommunale specialinstitutioner, hvor de isoleres
fra normalsamfundet i et nærmest plejehjemsagtigt miljø.
Velmenende pædagoger tager sig af børnene og
sørger for, at de får mad og en ren ble, men
har kun ressourcer til at levere et minimum af stimulering
og oplæring af børnenes sociale, intellektuelle
og sproglige færdigheder.
Her er det nemlig sådan, at hvis et barn er udviklingshæmmet,
må det enten være stærkt nok til at klare
sig i tumlen i en normal børnehave med kun halvtids
støttepædagog eller være henvist til at
leve isoleret i en specialinstitution. Der er ingen mellemløsninger.
Det er enten-eller.
Alle børn, uanset handikap, har et udviklingspotentiale.
Det er der ingen, heller ikke i Danmark, der benægter,
og det er grundlæggende for alle børn, at en
væsentlig del af den udvikling og læring, børn
kan opnå, sker gennem imitation af andre børn,
som er længere fremme i udvikling.
Danmark har i behandlingen af autister, som et af de eneste
lande, valgt alene at satse på det såkaldte TEACCH-system,
hvis virkning er udokumenteret, og som er grundlæggende
uforeneligt med integration i normalinstitutioner.
Når man så erfarer, at der faktisk findes veldokumenterede
og gennemprøvede metoder til oplæring af udviklingshæmmede
– ABA – (anvendt adfærdsanalyse på
dansk), som netop er baseret på en tæt integration
i det normale miljø, undres man endnu mere over, at
det danske samfund ikke har som ambition at integrere disse
børn i langt højere grad. Og at man slet ikke
udnytter, at en tidlig og intensiv indlæring hos disse
børn vil spare samfundet for ufattelige summer set
i livslangt perspektiv.
Dette har ført til, at et stort antal forældre
i Danmark har valgt selv at finansiere et ABA-program til
deres børn, til en årlig udgift i størrelsesordnen
200.000 kroner, og i visse tilfælde endda selv betale
løn til at øge antallet af timer for den kommunalt
ansatte støttepædagog til barnet.
Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, og det
er i strid med ånden i både serviceloven og FN's
standardregler for de enkelte landes pligt til at sikre integration
af handikappede i samfundet.
Bragt som debatindlæg i Politiken, 15.06.2003
|
