|
ONTARIO, CANADA
De personlige historier bag klagerne til menneskerettighedskommissionen
50 familiers samordnede klager over diskrimination af deres
børn med autisme til menneskerettighedskommissionen
i den canadiske provins Ontario (se 50
familier klager til menneskerettighedskommission over manglende
autismebehandling) har vakt betydelig opmærksomhed
i de canadiske medier. De store aviser har skrevet om sagen
og har sat den ind i en større sammenhæng med
tilsvarende sager fra andre provinser (se Retssager
om ret til behandling). De lokale aviser har i stedet
valgt at give historien en personlig synsvinkel og fortæller
den historie, der ligger bag nogle af klagerne. Her er to
af disse historier.
Tyler French, som er en 6-årig dreng med autisme fra
byen Alcona i det vestlige Ontario, rejste fredag 1.700 km
sammen med sin mor for at kunne være med ved overrækkelsen
af klagerne til menneskerettighedskommissionen i Toronto.
Tyler skulle egentlig have været i skole, men hans forældre
syntes at han skulle med til protestaktionen for at sætte
levende ansigter bag klagerne. »Han er en lille dreng,
der kunne og burde have en fremtid – ikke kun et nummer
de kan fjerne fra en venteliste«, siger hans mor.
Tyler og de andre deltagere i protestaktionen holdt møde
med parlamentsmedlem Shelly Martel fra oppositionspartiet
New Democrats. Shelly Martel har igennem længere tid
forsøgt at skaffe politisk opmærksomhed omkring
diskriminationen af børn med autisme (se Krav
om betaling for ABA-behandling rejses politisk).
Tylers forældre, Elise og Terry French, er meget utilfredse
med, at uforklarlige ventetider betyder, at Tyler mister muligheden
for at få intensiv ABA-behandling betalt af det offentlige.
Efter han blev diagnosticeret da han var tre år gammel,
blev han sat på en venteliste til ABA-behandling på
Kinark Child and Family Services i byen Barrie. Personale
fra Kinark bekræftede, at Terry var berettiget til mellem
35 og 40 timers ABA-træning om ugen, men siden er der
intet sket.
Efter at familien havde ventet i mere end et år, ansatte
de selv en terapeut til deres søn. Forældrene
har selv betalt udgifterne i et års tid, men de har
kun haft råd til at få tre timers behandling om
ugen. For tre uger siden fik familien besked om, at Tyler
ikke længere stod på ventelisten til ABA-behandling,
fordi han i mellemtiden var flydt seks år.
»De fremskridt Tyler har gjort med bare tre timers
behandling om ugen, har været utrolige«, fortæller
hans mor. »Tænk hvad han kunne udvikle sig til,
hvis han fik 35 timer om ugen«.
Det har også provokeret familien French, at andre canadiske
provinser har anerkendt betydningen af intensiv træning
til alle børn med autisme, og at de – til forskel
fra Ontario – har taget etiske hensyn til børnene.
»Selv Newfoundland, vores fattigste provins, gør
noget for alle børn! Og vi som bor i Canadas rigeste
provins«
I Welland, lige syd for Toronto, bor den 6-årige dreng
Cameron Walsh, som også har autisme. Han blev diagnosticeret
da han var fire, og har siden stået på ventelisten
til offentlig finansieret ABA-behandling. I juni 2002 havde
hans forældre mistet tålmodigheden, og de sendte
han til privat behandling, som koster dem CA$ 30.000 om året
(135.000 DKK). Men deres penge er begrænsede, og de
har kun råd til at betale for yderligere to måneders
behandling.
»Det er ikke til at tro. Han har lært at få
øjenkontakt, han banker ikke længere sit hoved
ind i væggen, han lytter og taler, han kan sit navn«,
siger hans mor, Sheri Walsh. »At se disse store fremskridt
siden juni måned og så vide at han skal stoppe
om to måneder, er ubærligt«.
Den 3. december 2002 fik forældrene besked om, at Cameron
var blevet slettet fra ventelisten til ABA-behandling, og
det fik hans forældre til at tilslutte sig protestklagerne
til menneskerettighedskommissionen. »Der burde ikke
være aldersdiskrimination på behandling. Alle
børn med handicap bør have ret til den behandling,
der kan hjælpe dem«, siger hans mor.
Kilder:
The Advance, 28. januar 2003
The Standard, 28. januar 2003
|
