|
 |
VICTORIA, AUSTRALIEN
Utilstrækkelig støtte til tidlig indsats
‘Rædselsfuld’ og ‘ynkelig’
er de ord, som Autism Victoria anvender til at beskrive
den støtte, som børn med autisme og deres forældre
får i Victoria. Autism Victoria er autismeforeningen
i den australske delstat Victoria.
Forkvinden for Autism Victoria, Amanda Golding,
har henvendt sig til delstatens regeringen for at få
den til at forøge bevillingerne samt offentliggøre
en hemmeligholdt rapport om autisme hos børn; en rapport,
som blev færdig allerede sidste år.
»Der er familier, som ikke får nogen form for
økonomisk støtte. Andre får støtte
nok til en eller to timers behandling om ugen, og det er helt
utilstrækkeligt«, siger Amanda Golding.
Irabina Centre i Bayswater er statens eneste center
for tidlig intervention i forhold til autisme hos børn.
Centeret har plads til 92 børn i alderen 2-6 år,
og har ca. 5 timer til rådighed til hvert barn om ugen.
Af de 92 pladser er kun 2/3 betalt af staten, mens resten
finansieres af den tidligere professionelle sportsmand, Ron
Clarke. Men den private finansiering ophører i slutningen
af 2004.
Der er 57 børn på venteliste og familier rejser
helt fra Bairnsdale for at komme til centeret. Det er en fem
timers bilrejse.
På centeret får børnene ca. 5 timers intensiv
terapi om ugen, men det er langt fra nok. Amanda Golding fortæller,
at disse børn behøver mindst 20 timers intensiv
behandling om ugen allerede fra en meget tidlig alder, hvis
de skal have en chance for at kunne gå i almindelig
skole. Hun fortæller også, at de forældre,
som arrangerer hjemmebehandlinger, selv må betale, og
at prisen let løber op i 20-30.000 AU$ om året
for 20 timers ugentlig terapi (86-129.000 DKK).
»Det er forfærdeligt at familierne selv skal
betale, og der er mange, som ikke har råd, så det
er også socialt uretfærdigt«, siger Ms
Golding.
Hun havde forventet, at regeringen ville have offentliggjort
den udarbejdede rapport om støtte til børn med
autisme i alderen 0-6 år i forbindelse med World
Autism Congress 2002 i Melbourne, november 2002, men
det skete ikke. »Vi regner med, at rapporten påviser
et kraftigt misforhold mellem antallet af børn med
autisme og den støtte, der er til rådighed«,
siger Ms Golding.
The State Department of Human Services (DHS) siger,
at regeringen vil forøge bevillingerne til autismebehandling.
»Støtten bør være baseret på
en aktuel vurdering af barnets og familiens behov«,
siger en talskvinde for Department of Human Services.
»The Children First programmet, som blev offentliggjort
sidste år, indbefatter en række nye initiativer.
I løbet af de næste fire år vil der blive
givet ekstra 6 mio AU$ (26 mio DKK) til tidlig intervention
til børn med autisme«. Talskvinden kunne også
oplyse, at den efterlyste rapport stadig er ved at blive afpudset
og snart vil blive offentliggjort. Hun sagde desuden, at rapporten
vil indeholde et skøn over antallet af børn
med autisme i Victoria og komme med anbefalinger om offentlig
støtte til familier med børn med autisme.
Kilde: Fairfax Community Newspaper 11.8.2003
|