AUSTRALIEN

Reklamefilm for ABA-behandling

Den australske ABA-forening – Autism Awareness – har produceret en tv-reklame om behovet for tidlig, intensive adfærdsanalytisk behandling af børn med autisme. Reklamefilmen havde premiere i forbindelse med en konference - Autism Awareness Expo – som foreningen afholdt i maj måned. Filmen er nu tilgængelig på foreningens website.

Reklamefilmen er produceret omkring to enkle budskaber. For det første, at autisme ikke kan helbredes, men at der er håb. Og for det andet, at autisme har kidnappet 30.000 australske børn – vi må have disse børn tilbage. Midlet er tidlig og intensiv ABA-behandling.

Tv-reklamen er professionelt produceret og meget enkel i sit udtryk. Seks kendte australske filmskuespillere - Steve Bisley, Michael Caton, Heather Mitchell, Justine Clark, Ian Rogerson samt Deborah Thomas - fremfører på skift filmens budskaber, og seks børn med autisme illustrerer filmens pointer og viser, at det drejer sig om levende børn.

På lydsiden kan man bl.a. høre følgende fakta om autisme og autismebehandling: »Flere børn vil i år få en autismediagnose end der er børn, som får AIDS, diabetes og cancer - tilsammen. 30.000 australske børn har autisme. (…) Ingen kender årsagen til autisme, og der er ingen helbredelse. Men der er håb. Forskning og uddannelse kan give håb til familier med autisme. Tidlig, intensiv adfærdsanalytisk intervention kan hjælpe familier med autisme til at opnå den bedste behandling - hjælpe disse børn til at lære at lære.«

»Autisme stjæler en hel generations sjæle og personligheder. Hvis 30.000 australske børn blev kidnappet, ville det være forsidenyhed. 30.000 børn er allerede blevet kidnappet af autisme. Vi må gøre alt, hvad der er muligt for at få disse børn tilbage. (…). Hvis du ikke allerede kender nogen med autisme, så kommer du snart til det.«

Det er ikke blevet oplyst, hvem der har finansieret produktionen eller de nærmere detaljer omkring fremvisningen på tv.

Tv-reklamen kan ses på Autism Awareness’ website

TIdligere artikler om ABA-behandling i Australien:
Forældre vil dele udgifter til supervisor
Første ABA-center i Queensland
ABA-forening arrangerer konference i Brisbane
Ny skole samler penge ind
Forældreinitiativ til oprettelse af ABA-skole
ABA-skole på tegnebrættet
Hvem skal betale for intensiv adfærdsanalytisk behandling?
Dom for drab udløser debat om tidlig intervention
Learning to Learn – ABA-forening i New South Wales
Børn med autisme fortjener evidensbaseret intervention
Drab udløser heftig debat om autistiske familiers forhold
Utilstrækkelig støtte til tidlig indsats
ABA på World Autism Congress
Utilfredshed med nyt behandlingstilbud
ABAKidz – en succeshistorie fra Tasmanien

Redaktionen / 23.06.2008