FRANKRIG

Forbud imod kritisk dokumentarfilm

En fransk domstol har nedlagt fogedforbud imod visning af en dokumentarfilm om behandling af børn med autisme. I filmen sammenstilles behandlingen af to børn – det ene barn har fået ABA-behandling; det andet har fået en psykoanalytisk behandling. Det er tre psykoanalytikere, der udtaler sig i filmen, der har fået nedlagt fogedforbuddet. De mener, at instruktøren – Sophie Robert – har manipuleret med deres udtalelser og at de alene har rettighederne til deres udtalelser.

Det er en domstol i byen Lille, der den 26. januar 2012 har nedlagt fogedforbud imod dokumentarfilmen Le Mur: La psychanalyse à l’épreuve de l’autisme (Muren – psykoanalysens prøvelser med autisme). Fogedforbuddet indebærer, at filmen nu er blevet fjernet fra de fleste websites og den kan ikke vises på tv-stationer eller i biografen. Filmen er siden september 2011 blevet set af mere end 16.000 mennesker på YouTube, og dagen efter retssagen – den 27. januar 2012 – blev den fremvist på ABA Internationals autismekonference i Philadelphia. En schweizisk tv-station - Télévision Suisse Romande - har købt rettighederne til at vise filmen, men det er usikkert om dette nu kan lade sig gøre.

I forbindelse med research til filmen har instruktøren Sophie Robert interviewet 27 franske psykoanalytikere om autisme. Frankrig er et af de få lande, hvor psykoanalyse stadig har en fremtrædende rolle i behandlingen af børn med autisme, og teorier om at autisme er forårsaget af en forstyrret tidlig relation mellem mor og barn er stadig udbredte. I næsten alle andre lande har fagfolk og beslutningstagere efterhånden accepteret, at autisme er en neurologisk og biologisk betinget forstyrrelse med en kraftig genetisk komponent.

I filmen følger man to drenge med autisme. Guillaume, som har modtaget adfærdsanalytisk intervention og Julien, som i seks år har boet på en institution og er blevet behandlet psykoanalytisk. Guillaume er i dag højtfungerende og går i en almindelig skole. Julien er en meget stille og tavs dreng, der er segregeret fra jævnaldrende og samfundet i øvrigt. Det er dog ikke beretningerne om disse drenge, der har fremprovokeret fogedforbuddet, men derimod interviews med fremtrædende franske psykoanalytikere. Tre af de interviewede - Esthela Solano Suárez, Éric Laurent og Alexandre Stevens - føler sig mis-refereret og har krævet erstatninger på EUR 300.000 (2,2 mio. DKK). Instruktøren har tidligere hævdet, at alle interviewede har givet tilladelse til brug af deres udtalelser, men det har altså ikke forhindret domstolen i at nedlægge et forbud imod distribution.

I stævningen hedder det, at de tre psykoanalytikeres udtalelser er blevet redigeret og manipuleret, således at udtalelserne fremstår absurde. Psykoanalytikerne føler sig ført bag lyset af instruktøren, som de hævder har præsenteret filmen som en dokumentarfilm, og ikke som et debatindlæg i konflikterne mellem adfærdsanalytisk og psykoanalytisk behandling af børn med autisme.

Til dagbladet International Herald Tribune siger Élisabeth Roudinesco, der er historiker med speciale i psykoanalysens historie ved Université Paris VII, at filmen er anti-psykoanalytisk. Instruktøren har muligvis ikke manipuleret med optagelserne, men hun har valgt klip med nogle meget dogmatiske psykoanalytikere, som fremstår latterlige. Professor Roudinesco siger, at franske psykoanalytikere er meget delt i opfattelse af autisme, og at nogle fanatikere tror at autisme skyldes en følelseskold moder. Men kan ikke angribe en hel lægefaglig disciplin fordi nogle få praktikere er fanatiske, siger hun.

Instruktøren Sophie Robert siger til International Herald Tribune at mange forældre til børn med autisme i Frankrig er bange for de sociale myndigheder. Hvis man som forældre siger nej til psykoanalytisk behandling, bliver man beskyldt for at nægte barnet omsorg og behandling, hvilket kan resultere i at barnet bliver tvangsfjernet.

Som nævnt i artiklen er dokumentarfilmen ikke længere tilgængelig i sin originale franske version på YouTube, men en version med engelske undertekster kan stadig ses:

Kilder:

The Irish Times, 9. februar 2012
The International Herald Tribune, 20. januar 2012

Tidligere artikler om ABA i Frankrig:

Joi Bay / 12.02.2012